Synd og sygdom

[PRÆDIKEN til 19. søndag efter trinitatis: Mark 2,1-12]

Den almindelige forståelse af, hvad Jesus mener med sit spørgsmål til de skriftkloge, er, at det er lettest at sige »dine synder tilgives dig«, fordi ingen kan kontrollere, om det faktisk sker; sværere er det at sige »rejs dig, tag din båre og gå«, for det vil jo på stedet vise sig, om helbredelsen er en realitet. Altså: Jesus gør det sidste for at fjerne tvivlen om, at han også har kunnet gøre og har gjort det første.
Hvad der imidlertid ofte overses, er selve kernen i sagen: at det, at manden rejser sig og går, er beviset på, at hans synder virkelig er ham tilgivet. De skriftkloge og alle andre tilstedeværende får med egne øjne at se, at manden er friet fra synden: han er rask. Det er én og samme sag: helbredelsen er sket i og med syndstilgivelsen. Det er dét, der ligger i ordene: »… for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden …«

Sammenhæng
Hvor der ikke er nogen synd, er der heller ingen sygdom. Sygdommen og døden kom ind i verden ved syndefaldet, hvor menneskene blev spærret ude fra Guds rige, men i Jesus, Menneskesønnen, er Guds rige på ny kommet til os. Han, som selv var syndfri og derfor ikke kunne fastholdes af døden, har magt til at fri enhver, der med dåbsritualets ord »indpodes« i ham, fra synd og død. Det er frelsen, og det, der sker her med den lamme, er et håndgribeligt pant på den kommende verdens evige liv.
Det er selvfølgelig noget, som kan misforstås. Op gennem tiderne har der rumsteret forestillinger om konkret sygdom som straf for konkret synd. Bevares, der kan være tilfælde, hvor sygdom og død har en konkret sammenhæng med syndig adfærd, men generelt er det en fatal misforståelse. Man kan ikke aflæse folks syndighed på deres helbredstilstand, og en syg, der selv anfægtes af den slags tanker, skal vide, at det snarest er Djævelen, der prøver på den måde at forøge hans plager.
Men det ændrer altså ikke det faktum, at sygdom er i verden, fordi synden er i verden, og hvor synden ikke er, er sygdommen heller ikke. Det er noget fundamentalt, som også er erfaret i Guds folk fra første færd. David synger om det (Sl 32,1-5), og Jakob skriver: »Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt« (Jak 5,16).
Jævnlig hører man kristne undre sig højlydt over, at deres bønner om helbredelse for sig selv eller andre »ikke virker« – jamen har de husket at begynde med syndsbekendelse og syndstilgivelse? Sidder der en prop af uopgjort synd i røret, hvorigennem lægedommen fra Himlen skulle flyde?

Ikke en metode
Igen er der noget, som kan misforstås. Der er ikke tale om noget mekanisk virkende, om en »metode«, der »fungerer« hver gang. En kristens bøn om helbredelse må altid indbefatte et udtalt eller uudtalt: »Din vilje ske«, og påstande om, at udebleven helbredelse altid skyldes, at der er noget i vejen med den syges trosliv, henhører under det værste sværmeri, der grasserer i vor åndeligt forvirrede tid.
Men lige så galt er det, hvis en skræk for sværmeri fører til, at en vigtig indsigt fordunkles i kirken, så en vigtig side af dens liv og virke træder i baggrunden eller måske mistes.
Det første, vi i den forbindelse har at gøre, er nok på ny at besinde os på, hvad syndsbekendelse (skrifte) og syndstilgivelse (absolution) dybest set er. Det er nemlig ikke så indlysende. Det er ikke noget, vi bare kan »sætte på programmet«. Der forlyder ikke noget om, at den almindelige sundhedstilstand er bedre i katolske lande, hvor det personlige skriftemål for præsten er normal og påbudt praksis i en kristens liv.

Afsløring af synd
Syndsbekendelse er noget, der helt fra begyndelsen, eller før begyndelsen, må virkes af Helligånden. Erfaringer fra de skiftende tiders ægte vækkelser (ikke at forveksle med forskelligt tralala) viser, at det første, Helligånden gør, er at afsløre dynger af synd, der ligger gemt og glemt i de sjælelige kældre. Der skabes en bølge af smertelig syndserkendelse og en mægtig trang til syndsbekendelse; det er sådan, det sande skriftemål fødes.
Først efter denne udrensning kommer det, vi hungrer efter: den vækkende prædiken i Ånd og kraft, ledsaget af undere og tegn som i aposteltiden, også helbredelser og undertiden dødeopvækkelser. Alt det, som er en forsmag på Jesu genkomst, på Herrens Dag, hvor synden i al evighed ikke skal findes mere og derfor heller ingen sygdom og død.
»Menneskets rolle i en vækkelse er og bliver: På knæ for Gud!« sagde en gammel missionær, der vidste, hvad hun talte om, fra svære kamptider i Kina.
Ja, og det første, vi skal bede om, er nok at få frimodighed til at bede om vækkelse, selv om vejen dertil går gennem smertelig ny syndserkendelse.

(Første gang publiceret i Indre Missions Tidende)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>