Pyramidens hemmelighed i bibelsk belysning

Af Henri Nissen

Er Kheops-pyramiden slet ikke et gravmæle over egyptiske kong Kheops, men opført for at komme i kontakt med Abrahams Gud?
Og var det kong Kheops, som Abraham mødte, da han under en svær hungersnød i Kanaans land rejste med sine får og kameler til Egypten?
I sin – måske sidste – bog lancerer forfatteren Poul Hoffmann disse tanker sammen med mange andre spændende teorier, som han har tænkt over det meste af sit liv.

Den sidste bog?
Hoffmann er i dag 78 år, og han siger selv, at det tager ham stadig længere tid at skrive. Han vil gøre det for godt. Så bøgerne bliver smallere og smallere, men ikke nødvendigvis mindre indholdsrige.
Den nyeste er da også kun på 185 sider inklusive en masse noter og tre appendikser. Men det, den lægger op til, er nok så storslået: En helt ny forståelse af historien.
Forsiden gengiver et gammelt koloreret sorthvidt billede, som blev taget, da han og Kirsten som helt unge rejste til Egypten for at se pyramiderne. Kirsten står ung og smuk foran sfinxen.
Vi bragte faktisk billedet i Udfordringen i marts, uge 13/2005 i forbindelse med et interview. Her nævnte Poul Hoffmann muligheden for, at han måske lige ville skrive en sidste bog. Her er den så. Om der så alligevel kommer en bog mere, ved man ikke.

Pyramidologi
At beskæftige sig med noget så ”nyreligiøst” som pyramider havde man måske ikke forventet af den meget bibeltro og bibelkyndige forfatter.
Og han gør da også meget ud af at fastslå, at han ikke giver meget for de moderne pyramidologer, som lancerer alle mulige fantastiske teorier.
Men han mener også, det er nødvendigt at gøre op med ”traditionalisterne”, som fastholder et tidsskema over Egyptens konger, som alle efterhånden véd ikke kan passe, og som da også strider imod Bibelens kronologi.

Ikke udvikling, men det modsatte
Hoffmann har den grundlæggende tese, at teorier og forskning, som forsøger at forstå fund og fortid uden at anerkende Bibelens detaljerede historiske beretninger, uvægerligt vil køre i grøften.
Mest eklatant viser dette sig med evolutionsteorien, hvor man pr. automatik opfatter alt i et udviklingsperspektiv fra noget uhyre lavtstående til det ”høje” stade, vi i dag arrogant tror, vi befinder os på.
Men nej, siger Hoffmann, det er lige modsat!
På Noas og Abrahams tid havde man stadig en højtstående viden, men den er nu gået tabt. Dengang var jorden knapt nok tør efter Syndfloden. En genial astronomisk og metafysisk viden fra før Syndfloden gik videre i nogle få generationer.
Derfor kunne man også opføre både et babelstårn og andre pyramider overalt på jorden. Men i dag forstår vi ikke hvordan. De benyttede ifølge sagn og billeder nogle teknikker, som inddrog andre dimensioner end dem, vi kender i dag. Normalt afvises den slags jo i vores selvkloge tid som primitive fabler, men det er, fordi vi igen betragter alt fortidigt som mere tilbagestående, og fordi den moderne videnskab ikke vil tænke i mere end tre dimensioner.
Hoffmann disker op med en mængde kilder, som ikke beviser, men dog sandsynliggør, at hans formodninger kan være rigtige.
Indimellem bliver hans argumentation overfor den fastlåste udviklingsholdning næsten bitter. For de ret banale udviklings-teorier, som opstod i en slags trods imod kirken i 1800-tallet, har i dén grad forkludret både vores forståelse af historien og forskningen.
Ja, fund, der ellers ville tale klart om, hvad der er sket, bliver med udviklingsbrillerne igen og igen misforstået.
Man forstår Hoffmanns retfærdige harme, for hvor ville vi kunne nå langt, hvis det hele ikke var så fastlåst, men hans harceleren over evolutionismens tåbeligheder gavner næppe heller sagen.
Når det gælder den største af pyramiderne i Egypten, som kong Kheops lod bygge, så når Hoffmann frem til, at det har været ca. 2100 f. Kr. og nogenlunde samtidig med Abraham, hvis man går ud fra den almindelige masoretiske kronologi. (Han bemærker i noterne, at en vis Henri Nissen bruger en anden kronologi i sin Noah-bog, men Kheops kan også have kendt Abraham efter dén kronologi, der bygger på den græske septuaginta. Så her er ingen modsætning).

Var Abraham den mystiske hyrde Filitis?
Mærkeligt nok nævner den græske historiker Herodot fra sit besøg i Egypten meget senere (ca. 450 f. Kr.) om kong Kheops og Kephren, at ”egypterne vil ikke gerne nævne disse forhadte konger ved navn, men taler om ”hyrden Filitis’ pyramider” efter en mand, som på den tid vogtede sit kvæg på disse steder.”
Hvem var denne hyrde? spørger Hoffmann.
Navnet Filitis tyder på, at han kom fra Filisterlandet (det senere Israel) hvor også Abraham kom fra. Og da det formentlig ikke har været en tilfældig hyrde, men en hyrdekonge, man satte i forbindelse med de mægtige pyramider og huskede i århundreder, så kunne det meget vel være nomadehøvdingen Abraham, der ifølge Biblen netop rejste til Egypten og mødte kongen.
Bibelen afslører endda med sædvanlig utilslørethed, at patriarken Abraham ved den lejlighed opførte sig kujonagtig og ikke spor ridderligt:
For ikke at blive slået ihjel af egypterne, påstod han, at Sara bare var hans søster. Det førte så uheldigvis til, at hun blev indlemmet i kong Kheops harem! Men da egypterkongen (Kheops?) opdagede det, var han trods alt ædel nok til at sende hende med Abraham ud af landet. Flovt…
Hoffmann forestiller sig, at Abraham i forbindelse med besøget, som foregik over længere tid, har kunnet diskutere sin viden med de egyptiske vismænd. Abraham kom jo fra Kaldæa, som var astronomiens og astrologiens center, og begge dele spiller en rolle i pyramiderne.

Kong Kheops troede på én Gud
En anden interessant oplysning er, at kong Kheops kom fra en by, hvor man troede på Khnum (Skaberen), der symboliseres med en Vædder (ligesom i stjernetegnet) og hvis egenskaber oprindeligt mindede om Skaberen i Bibelen, mens det ellers var soldyrkelsen gennem Ra-præsterne i On, der herskede i Egypten.
Ligesom i resten af verden ”udvikler” mennesket sig nemlig ifølge historien ikke til monoteisme, som evolutionismen påstår, men bort fra troen på den éne sande Gud, skaberen, og over til et mylder af møgguder, som Hoffmann kalder dem.
Straks efter Syndfloden tror alle selvfølgelig på Noahs Gud. Men så er det, at man begynder at dyrke forfædrene (især de otte fra arken) og senere kommer der byguder til, og nogle begynder at dyrke solen, månen og stjernene.
Men den oprindelige tro på den ene almægtige Gud fortsætter forskellige steder i verden, bl.a. i Khnum. Hoffmann peger også på, at der så sent som i Muhammeds tid er nogen tilbage, som tror på én Gud, i modsætning til dem, der tror på alt muligt. Og disse haniffer, som Koranen kalder dem, var ifølge Hoffmann ikke blot jøder og kristne.
Hvad der også taler for, at Kheops kun troede på én Gud, er, at han på et tidspunkt simpelthen lukker templerne for de hundredevis af guder og opfører sin pyramide.
Han indførte altså igen den monoteistiske religion.
Spørgsmålet er: Hvorfor?

Pyramiden som en ’radio’ til Gud
Hoffmann antyder, at Abrahams ophold kan have gjort sin virkning både med hensyn til kun at dyrke én gud, og når det gælder opførelsen af pyramiden. For der er noget mystisk ved den.
Og her nærmer Hoffmann sig trods alt de pyramidologer, som ser noget overnaturligt i pyramiderne og ikke bare et gravmæle.
Han oplevede selv den gang i sin ungdom at stå ved Kheops tomme kiste inde i kongekammeret og mærke noget af den samme mystik, som Napoleon. Den franske kejser kom efter sigende ligbleg og rystet ud fra kongekammeret efter at have opholdt sig alene ved den tomme kiste. Han ville dog aldrig fortælle, hvad der skete.
Denne kiste var ikke Kheops tomme gravkiste, mener Hoffmann, for det var ikke noget gravmæle, men kisten var en slags ”radio”, som skulle opnå kontakt med den anden verden – ja, med Gud.
Det troede man var muligt, og mærkeligt nok har denne kiste samme rummål som den forsvundne Pagtens Ark, som israelitterne senere bar tavlerne med de 10 bud i.
Og en svensk Drakenfly-ingeniør Kjellson, som forsøgte at forklare de bibelske begivenheder med radioaktivitet, målte mærkeligt nok 30 udslag i minuttet på sin geigertæller i kisten, mens han udenfor den ingen udslag fik af betydning.
Når Pagtens Ark beskrives i Bibelen, nævnes det f.eks., at de, der rørte den, omkom, og da filistrene engang erobrede den, fik de bylder…
Moses’ ansigt strålede (af radioaktivitet?) når han havde været inde i åbenbaringsteltet, hvor Pagtens Ark stod.
Forskellige fund tyder på, at man i ældgammel tid havde en højtstående viden, og at batterier f.eks. var opfundet længe før vor tid.
Kan man forestille sig, at Kheops eksperimenterede med radioaktivt materiale for at komme i forbindelse med den Gud, Abraham troede på?
I hvert fald er der ingen af de uendelige gudebilleder i pyramiden. Og de mange teorier, vi har hørt om pyramiderne som gravmæler eller templer, bygger blot på antagelser. Kheops havde et helt andet formål.

Opstandelsens kraft!
Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at Hoffmann påstår, at ”Herrens Herlighed”, som optræder i forbindelse med arken og i skystøtten og ildstøtten, som viser sig om natten, blot var et radioaktivt fænomen.
Nej, det var Gud, der var tilstede, og derfor opstod der noget, der minder om – og måske var – radioaktivitet.
I den forbindelse er det jo tankevækkende, at det ligklæde fra Torino, som har et uforklarligt aftryk af en korsfæstet mand (Jesus) netop menes at have fået dette aftryk brændt fast ved en radioaktiv udstråling fra kroppen.
Opstandelsenskraften.
Øverst på pyramiden er der et plateau, hvor der formentlig engang har været en mini-pyramide i et ædelt materiale. Og en beretning lyder, at en mand her fik et elektrisk stød, så han faldt om. Hvad var det for en elektricitet? Er det pyramidens form, der opsamler energi, som mange pyramidologer tror?

Det ny Jerusalem som en pyramide?
Hoffman bemærker i øvrigt om beskrivelsen af ”det ny Jerusalem” i Johs. Åbenbaring, at dets længde og bredde og højde er den samme. Er det da en terning? Nej, det er en pyramide, mener han.
Her er meget at spekulere over – og man skal måske lige erindre sig dem, der byggede det Babelstårn, vi kender fra Bibelen.
Det havde formentlig også form som en såkaldt trinpyramide, og det blev også bygget for at komme i forbindelse med himlen. Men ikke på den primitive måde, som de fleste moderne bibeloversættelser lader os tro. Det handlede jo ikke blot om at bygge Babelstårnet højt nok til at nå op i en himmel, som om de primitivt forestillede sig, at den var lige deroppe mellem skyerne. Nej, datidens mennesker var stadig mere geniale, end vi er i dag, mener Hoffmann, og de har slet ikke været ude på den slags børnelege.
Nej, de ville finde den 4. dimension, som kunne bringe dem ind i ”himlen” – dvs. ind i den overnaturlige virkelighed, hvor Gud var. Derfor eksperimenterede de ligesom vore dages nyreligiøse med pyramide-energi.
Men som bekendt er der ingen teknologisk genvej til Gud udenom troen på Jesus Kristus. Og de pyramidegale konstruktører af Babelstårnet blev voldsomt brændt af, da tårnet blev ramt af en mægtig (og radioaktiv?) lynudladning.
Forvirrede flygtede folk i alle retninger. Og åbenbart havde den elektriske udladning også påvirket deres talecentre, for de begyndte at tale hver sit sprog.
Den slags kan være svært at kapere for hjerner, der er vant til at begrænse sig til at tænke materialistisk. Men med modsat fortegn har mange af dette blads læsere jo oplevet ret pludseligt at kunne tale et helt nyt og ukendt sprog i form af tungetale. Og hvordan sker det så?

Ikke pyramidegal
Som man nok kan fornemme er det en spændende bog for de af os, der kan lide at finde forklaringer på den virkelige baggrund for urtidens mytologiske beretninger – og Bibelens mere konkrete og detaljerede, men ikke mindre gådefulde beretninger.
Hoffmann har her i sin seneste bog vovet pelsen og skrevet, hvad han selv tænker om nogle af disse gåder – med risiko for at blive frygtelig misforstået som pyramidegal.
Det er han ikke. Han er mere fast forankret i Bibelens verdensopfattelse end mange materialistisk tilpassede teologer. Man føler sig tryg under læsningen, selv om man evt. tænker lidt anderledes om noget af stoffet. For man ved, at hans store passion er at fortælle sandheden. Ligesom profeterne – og det bliver man sjældent populær af.
Og havde det ikke lige været Hoffmann, tvivler jeg også på, at det indremissionske Lohse (her med brandnavnet Logia) turde udgive en så uortodoks bog.
Men man mærker, at forfatteren har nydt at skrive denne løsslupne bog til sine læsere. Som en lille knaldperle hen mod slutningen af et stort forfatterskab.

(Publiceret i Udfordringen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>