Noahs Ark værd at læse

[BOGANMELDELSE: Noahs ark af Henri Nissen]

Anmeldt af Poul Hoffmann

Et stort og mangeårigt arbejde ligger bag Henri Nissens nye bog om eftersøgningen af vraget af Noahs ark i Ararats bjerge.
Den er produceret i fornemste udstyr med et væld af billeder og udsendes på dansk og engelsk samtidig.
Det er noget af et særsyn, men velbegrundet. Den skal nok blive læst med interesse også i andre lande. Der er efterhånden opstået et helt internationalt forum af „arkæologer“.
At give et indtryk af alt, hvad bogen indeholder, er ikke muligt i en anmeldelse. Den handler ikke blot om ark-forskningen, men om hele syndflodsproblematikken, med historiske og naturhistoriske, litterære og sproglige og endog medicinske redegørelser.

Ændret årstal for syndfloden
HN går ind for, at den græske Septuaginta-oversættelse af Det Gamle Testamente bygger på en nøjagtigere hebraisk tekst end den masoretiske, som vor autoriserede danske oversættelse holder sig til. Bl.a. ud fra den antagelse mener han også, at den kronologi for den bibelske urhistorie, som kan udledes af den masoretiske tekst, må justeres, og at syndfloden indtraf så tidligt som 3537 f.Kr.
I denne forståelse bliver der bedre plads til de begivenheder, som tegner sig historisk og arkæologisk i den tidligste oldtid, og det kan måske løse nogle problemer.
På den anden side har der siden den egentlige videnskabelige oldforsknings begyndelse for 2-3 århundreder siden været en tendens til drastisk at afkorte regeringstider mm. i datiden, en tendens, der stadig vedvarer.

Ikke objektiv, men dog loyal
Nogen objektiv redegørelse for ark-eftersøgningens historie kan bogen ikke beskyldes for at give, selv om HN har bestræbt sig på at dreje den i den retning, nok især mod slutningen af den lange arbejdsproces. Et stort og meget interessant interview med en af „arkjagtens“ veteraner Elfred Lee gengives således udmærket loyalt, skønt Lee hører til dem, der (ligesom anmelderen) er overbevist om, at vraget af arken skal søges i sne-ødet på Store Ararat, hvor henved 200 personer gennem årene har hævdet at have set det med egne øjne.
Men generelt hverken kan eller vil HN lægge skjul på, at han hælder stærkt til den såkaldte Durupinar-formation ca. 20 km derfra, en ejendommelighed i landskabet, som nogle opfatter som en rent geologisk dannelse, men som bl.a. en omstridt, nu afdød, arkæologisk autodidakt ved navn Ron Wyatt har hævdet simpelt hen er arkens forstenede vrag. HN har besøgt stedet flere gange og gransket forholdene under forskellige vinkler.

Tvivler på øjenvidnerne
At sige, at han ser fordomsfrit på de erklærede øjenvidneberetninger fra Store Ararat, ville være en grov overdrivelse.
Hans sprogbrug afspejler jævnlig den alt andet end venlige stemning, der til tider hersker mellem ark-søgerne, og når han konkluderer, at det slet ikke nytter at søge mere på Store Ararat, er det mildt sagt forhastet.
Frustrerende er det, at de mange kostbare og til dels ret sofistikerede forsøg, der gennem den seneste menneskealder er gjort på at finde vraget dér, ikke har givet noget egentligt resultat; frustrerende var det ikke mindst, at en stort anlagt undersøgelse, der i sommeren 2004 skulle være foretaget af et fænomen på bjerget, som på basis af satellit-fotografier mm. af mange anses for med stor sandsynlighed at være vraget, strandede på manglende tilladelser fra de tyrkiske myndigheder (et hyppigt irritationsmoment ved efterforskningerne) og slet ikke kom i gang.
Men at opgive eftersøgningen er der foreløbig ingen grund til. Mulighederne er ikke tilnærmelsesvis udtømt.

Et mægtigt og svært tilgængeligt bjerg
Hvis der gik rygter om, at der lå et skibsvrag på Himmelbjerget, kunne man jo rimelig hurtigt konstatere, om det havde sin rigtighed. Men Store Ararat er faktisk som 30-40 Himmelbjerge stablet oven på hinanden, med naturforhold barskere og farligere end på månen og landskaber, hvor arker i hundredvis kunne gemme sig. Det er nålen i høstakken for Indiana Jones.
HNs bog er altså et partsindlæg, men det bliver den jo ikke ringere af. Når en advokat har ført sin klients sag på bedste måde, har han gjort sit arbejde og fortjent sin løn.
Hvordan dommen så falder ud, er en anden ting. HN har nok i denne bog leveret det bedst mulige forsvar for Durupinar-formationen. Om dommen så falder ud til dens fordel – vel, det vil måske vise sig inden så længe. Igangværende initiativer, som også omtales i bogen, sigter faktisk på en så vidt muligt udtømmende undersøgelse af fænomenet i nær fremtid.

Interessant også for modstandere
I øvrigt rummer bogen mange interessante enkeltheder, enten man så er Durupinar-mand eller Store Ararat-mand.
Fortjenstfuldt er det således, at der gøres en del ud af de kæmpestore drivankre af sten, som er fundet inden for et begrænset område, nogenlunde lige langt fra Durupinar og Store Ararat.
Der kan næppe være reel tvivl om, at de stammer fra arken; øjensynlig har de ombordværende kappet dem på et tidspunkt, hvor de forudså, at strandingen var nær.

Det væsentlige og detaljerne
Fremfor alt har bogen den helt overordnede kvalitet, at næppe nogen fordomsfri læser vil lægge den fra sig uden en klar bevidsthed om, at syndfloden, nøjagtig som skildret i Bibelen, er et videnskabeligt faktum.
I forhold dertil er det trods alt underordnet, om vraget af arken i dag findes det ene eller det andet sted. Eller det eventuelt slet ikke er bevaret.
Der kan sagtens være specialister inden for de mange forskellige discipliner, som bogen berører, der vil kunne påpege en og anden unøjagtighed i den og vil nyde at gøre det. Men det kan hurtigt blive som i den historie, Immanuel Velikovsky fortæller i en af sine bøger: En amerikansk professor tog på safari i Afrika, medbringende sin forlovede og sin amerikanske tjener. En dag kom tjeneren farende og fortalte, at en alligator havde ædt pigen. Da måtte den lærde mand smile: „Du mener selvfølgelig en krokodille.“
Det er en meget stor krokodille, HN slipper løs på de vrangforestillinger, som den nu næsten altbeherskende humanistisk-evolutionistiske videnskabelighed har forlovet sig med, en forlovelse til ubodelig skade ikke blot for ægte sandhedssøgen, men for etik og moral og snart sagt menneskenes liv på alle planer.
Hele darwinismens elskede fata morgana forsvinder mellem kendsgerningernes skarpe tænder. Bringe dens forkyndere til besindelse vil det næppe, men det kan blive en stor hjælp for dens ofre.

(Publiceret i Udfordringen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>