Lysende skyer

Gennem hele Bibelen optræder ved særlige lejligheder en lysende sky. Den fremkommer ved en sammenkob­ling af Guds bolig og vores.

På Forklarelsens Bjerg opfylder Jesus sit løfte til disciplene om, at nogle af dem allerede i dette liv skal få ham at se »i hans rige« (Matt 16,28-17,8; Mark 9,1-8; Luk 9,27-36).

Ved mødet på Forklarelsens Bjerg optræder en lysende sky, som er et fæ­nomen, der regelmæssigt forekommer, hvor den himmelske og den jordiske verden kobles sammen. Det må i den forbindelse erindres, at ordet himmel har to forskellige betydninger: dels Guds og englenes bolig, dels den me­teorologiske og astronomiske himmel/ himmelhvælving.

Hverken de bibelske grundsprog el­ler dansk giver glosemæssigt mulighed for at se, hvornår der er tale om det ene og det andet, men det fremgår altid af sammenhængen.

Topmøde på fælles grund
Himlen = Guds og englenes bolig, i det følgende skrevet med stort H, befin­der sig ikke et sted ude hinsides alle stjernetåger i vort tredimensionale univers, men i dimensioner over de tre, vi »normalt« kender (længde, højde og bredde).

Det flerdimensionale verdensalt, som nu regnes for en stor opdagelse i moderne kosmologi, har Bibelen altid opereret med som en selvfølge. Det indebærer bl.a., at den himmelske ver­den og dens beboere til enhver tid kan være lige ved siden af os, uden at vi »mærker« det.

En sammenkobling mellem Himmel og jord er, hvad der finder sted ved Forklarelsen på Bjerget. En flygtig stund har de to verdener et stykke fæl­les territorium, hvor det ejendomme­lige topmøde, som Jesus holder med nogle af Gamle og Ny Testamentes største skikkelser, kan finde sted.

Elias blev som bekendt taget levende op til Himlen som skildret i 2 Kong 2, og dér befinder Moses sig altså også, hvordan det så skal forstås ud fra de dunkle udsagn om hans død og begra­velse i 5 Mos 34,5f og Jud 9; måske er der en nøgle til forståelse i Åb 11,11f, hvor den »himmelske sky« også optræ­der.

En sky tog ham bort
Situationen på Forklarelsens Bjerg sva­rer nøje til den, der senere forelå ved Jesu Himmelfart fra Oliebjerget i Jeru­salem, hvor »en sky tog ham bort« fra disciplenes øjne (ApG 1,9). Forskellen er i hovedsagen kun, at Jesus i dette sidste tilfælde blev stående i den him­melske verden, i første tilfælde i den jordiske.

På en måde synes stråleskyen at være en slags port imellem dem, men at få naturhistorisk hold på den er ikke muligt, netop fordi den er lige så hin­sidig som dennesidig, lige så himmelsk som jordisk, lige så åndelig som fysisk.

Herren gik foran folket
Et spørgsmål er det, om den ligefrem har personlighed, en uigennemskuelig delagtighed i Guds Ånd. Noget af den art synes at fremgå flere af de steder i Bibelen, hvor fænomenet omtales, så­ledes i beskrivelsen af sky- og ildsøjlen, der gik foran israelitterne ved udfriel­sen fra Egypten (det var én og samme søjle, der tegnede sig mørk i dagslyset, men lysende i nattemørket – »skyen kom med mørke, men oplyste natten« 2 Mos 14,20). Ikke blot var Herrens herlighed i den (2 Mos 16,10); det hed­der udtrykkelig, at det var Herren selv, der gik foran folket (2 Mos 13,21).

På Sinajs bjerg sker der en sam­menkobling af Himmel og jord på en måde, som aldrig er set hverken før el­ler siden. »Herrens herlighed tog bolig på Sinajs bjerg« (2 Mos 24,16), og det havde voldsomme virkninger i det jordisk-fysiske: lyn og torden, ild og røg og jordskælv.

Det kan være svært at danne sig et præcist billede af hele dramaet, men skyen, der dækker bjerget, og som Gud taler ud fra og kalder Moses ind i (2 Mos 24,15-18), kan vanskeligt være andet end stråleskyen i ekstrem vælde, og da Pagtens Ark er blevet fremstillet som et permanent sammenkoblingsaggregat (hvis man vil undskylde udtryk­ket) mellem Himmel og jord og an­bragt i Åbenbaringsteltet, er der ikke noget at tage fejl af: Gud »viser sig i en sky over sonedækket« (3 Mos 16,2) og taler med Moses »ansigt til ansigt, som den ene mand taler med den an­den« (2 Mos 33,11), men en sky hviler også til stadighed over hele teltet, og »om natten var der en ild i den« (2 Mos 40,38). Ved den er Herrens herlig­hed altid til stede i Israels lejr og leder dag for dag folkets vandring; når den løfter sig, bryder de op og følger den (2 Mos 40,34-38; 4 Mos 9,15-23).

Skyen fyldte templet
Endnu da Salomo århundreder senere har anbragt Arken i Jerusalems tem­pel, »fungerer« den: »Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel; præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel« (1 Kong 8,10 f.; jf 2 Krøn 5,13 f). Noget er forandret; Gud taler ikke ansigt til ansigt med Salomon ved Ar­ken, som han gjorde med Moses, i stedet taler han til ham i profetiske drømme.

Men også i forbindelse med de nye tiders anderledes åbenbaringsformer optræder skyen, når Himmel og jord knyttes sammen. Under en henrykkelse til Jerusalem ser Ezekiel, hvordan »templet fyldtes af skyen, og forgården blev fyldt af stråleglansen fra Herrens herlighed« (Ez 10,4), men stråleskyen optræder også, med en vælde næsten som på Sinaj, helt ved begyndelsen af profetens visioner af Herrens herlighed ved floden Kebar i Babylonien:

»Jeg så en storm komme fra nord, en vældig sky og en flammende ild; rundt om skyen stod stråleglans, og i midten, inde midt i ilden, var der ligesom funk­lende hvidguld …« (Ez 1,4).

Uden tvivl er røgen, der fylder temp­let ved Esajas’ kaldelse (Es 6), også en betegnelse for skyen; det er »røgen fra Guds herlighed og magt«, som Johan­nes så i den himmelske helligdom (Ab 15,8).

Der er i det hele taget grund til at tro, at den lysende sky forekommer flere steder i Bibelen end dér, hvor den udtrykkeligt er betegnet som sådan, fx i juleevangeliet, hvor »Herrens herlig­hed strålede« om hyrderne ved Betle­hem, og ved Paulus’ omvendelse, hvor »et lys fra Himlen skinnede« om ham, og han hørte den himmelfarne Jesus tale til sig.

Han kommer med skyerne
Den største erfaring med fænomenet har vi endnu til gode; den forestår ved Kristi genkomst. Ved Himmelfarten »tog en sky ham bort fra deres øjne«, men når han kommer igen på samme måde (ApG 1,11 – måske endda til samme sted, Zak 14,4), sker det mod­satte: »Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham« (Ab 1,7). Det var, hvad Daniel skuede profetisk:

»l nattesynerne så jeg dette: Med Himlens skyer kom én, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredøm­me er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde« (Dan 7,13 f).

»Himlens skyer« er stråleskyer, nu i flertal, for nu drejer det sig ikke om en enkelt isoleret sammenkobling, nu for­enes Himmel og jord for evigt, som de var i Begyndelsen, da Gud gik aftentur med Adam og Eva i Edens Have.

l lysende skyer skal al vor længsel stilles. »De skal se Menneskesønnen komme på Himlens skyer med magt og megen herlighed,« sagde Jesus i sin store tale om de sidste tider til disciplene (Matt 24,30; jf. Mark 13,26; Luk 21,27). »Herefter skal l se Menne­skesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på Himlens skyer,« sagde han til Kajfas og Rådet (Matt 26,64; jf. Mark 14,62).

Og Paulus skrev til thessalonikerne: »For det siger vi jer med et ord af Her­ren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra Himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord« (1 Tness4,15-18).

Ja, må det ske snart.

(Publiceret i Indre Missions Tidende)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>