Kritisk læst giver den udbytte

[BOGANMELDELSE: Bøgernes Bog. Læs din Bibel med større udbytte af Gordon Fee & Douglas Stuart]

Anmeldt af Poul Hoffmann

Det er et i den engelsktalende verden meget udbredt og påskønnet hjælpemiddel til bibelstudier, der her foreligger på dansk i en som helhed god oversættelse ved Nikolaj Kjærby Johansen (et enkelt notabene: når oversættelsen siger “bibelordbog”, menes der regelmæssigt “bibelleksikon”) og med forord og noter af lektor, teol. dr. Nicolai Winther-Nielsen.
Bogen er præget af kærlighed til og respekt for Bibelen: “Bibelen er Guds evige Ord. Læs det, forstå det, adlyd det” (s. 19). Fremstillingen rummer masser af sund sans, gode retningslinier (indbefattet advarsler mod forkerte læsninger) og væsentlig baggrundsviden, som også garvede bibellæsere kan have gavn af – hvis de ikke lader sig distrahere af den nogle steder lovlig patroniserende tone (“vi vil hjælpe dig til …”).
Ufejlbarlige orakler er forfatterne selvfølgelig ikke. De har deres undertiden diskutable ståsteder, f.eks. når det s. 224 kategorisk siges, at Ezekiels profeti (kap 37) om de døde ben, der bliver levende, fik sin opfyldelse ved hjemkomsten fra det babyloniske fangenskab og ikke har nogen aktualitet som endetidsprofeti, og s. 222 ligeledes, at Gog-og-Magog-profetien (Ez 38-39) kun “angår Det Gamle Testamentes tid og begivenheder”. Nicolai Winther-Nielsen anfører nogle påkrævede korrektiver til dette og andet i sine noter.
Mest kontroversielle er vel anvisningerne i kap 7 vedrørende de fire evangelier. Fint nok hedder det på s. 132: “Disse bøger står side om side, fordi de på en og samme tid opregner kendsgerningerne om Jesus, genkalder Jesu lære og vidner om Jesus.” Men de fleste bibeltro læsere vil rynke panden, når det på s. 146 hedder om evangelisterne: “Således var de forfattere i den forstand, at de med Åndens hjælp kreativt strukturerede og omskrev materialet, så det kunne opfylde deres læseres behov.” Den enkelte må se, hvor langt han eller hun kan og vil følge bogens betragtningsmåder, f.eks. når det s. 141 hævdes, at Matthæus “med Åndens hjælp” på egen hånd har udvidet Jesu ord i Markusevangeliet (13,14) om Ødelæggelsens Vederstyggelighed med en henvisning til Daniel (Matt 24,15). Anmelderen kan og vil tænke sig bedre forklaringer på den forskellige ordlyd hos de to evangelister.
Lidt af en svipser må det være, at det på s. 131 blot kaldes “en historisk problematisk konklusion”, når “visse former for forskning … har sagt, at intet i de fire evangelier er troværdigt”. Det er ikke “en historisk problematisk konklusion”, det er – for nu at udtrykke det med videnskabelig moderation – rablende skørt.
Endelig: læserne vil nogle steder få det indtryk, at forfatterne hælder stærkt til den altundergravende “fortællingsteologi”, som nu siver ind også i bibeltro kredse med sine forestillinger om, at Bibelens historiske bøger “fortæller historier” i stil med Tolkien og H.C. Andersen. Det kan imidlertid ikke være forfatternes mening, siden de på s. 82 taler om “formålsbestemte historier, der genfortæller fortidens historiske begivenheder”, og siger, at “de bibelske fortællinger fortæller os således den ultimative historie – en historie, der, skønt den ofte er kompleks, er fuldstændig sand og af afgørende vigtighed”. Men vi skal alle sammen i dag være meget varsomme med at bruge gloserne “fortælling” og “historier”, når det drejer sig om Bibelen.
Kort sagt: Gordon Fee og Douglas Stuart har skrevet en bog, der skal arbejdes med, og ikke kun ved rent skolemæssig indlæring, også med kritisk sans og moden stillingtagen. Så kan den give et udbytte ud over det sædvanlige.
Og forhåbentlig føre til øget bibellæsning, stærkere bibeltro og større bibelkærlighed.

(Første gang publiceret i Udfordringen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>