Kaldt ud af graven

[PRÆDIKEN til 16. søndag efter trinitatis: Joh 11,19-45]

“Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Sådan beretter Johannes om den øverste gejstligheds reaktion på Lazarus’ opvækkelse” (Joh 12,10-11). Det lyder jo fuldkommen vanvittigt. Det var det også.
Ypperstepræsterne havde deres religionspolitiske grunde, men både religion og politik kan sagtens slå over i vanvid. Det var ikke, fordi de ikke troede på, at dødeopvækkelsen virkelig havde fundet sted, tværtimod. Men de fandt, at der var “overordnede hensyn”, bl.a. til deres egen position.

Det morderiske had
Hvor forkvaklet kan menneskers tankegang blive? Det er der faktisk ingen grænser for. Bag et vanvid som dette ligger nemlig et endnu større: Djævelens morderiske had til Guds rige og alt, hvad dertil hører. Et absurd ondsind, der altid lurer i tidsåndens grund og bryder ud i stadig nye forklædninger.
Grundlæggende er det hadet til Gud selv og mennesket som gudskabt væsen, forskelligt kamufleret, men lige dødbringende helt fra Slangens fristelsesord i Eden til nutidens “socialt begrundede” drab på millioner af børn i moders liv.
Specifikt ytrer hadet sig i jødeforfølgelserne gennem alle tider, senest i holocaust og nu på vej i alle de løgne og uretfærdigheder, som det genopståede Israel udsættes for i storpolitikken og i medierne.
Og, lige så uhyrligt, i kristenforfølgelserne, fra de perverse påfund ved arenalegene i oldtidens Rom til i dag, hvor anslået to hundrede millioner kristne rundt om på jorden lever under regulære forfølgelser, ofte af grusomste art.

Grinende ånder
Skulle Israels ypperstepræster ikke netop have været gudsfolkets værn imod det sataniske? Jo, men det er et af Djævelens mest raffinerede fif: at få hadet og vanviddet til at komme indefra i gudsfolket, at få tidsånden til at tage over i stedet for Helligånden. Det kommer så snigende, det begynder så ubemærket, med frafald fra Bibelen i teologien og i kirkens ledelse. Så fejes og pyntes huset, som den onde ånd var drevet ud af, og grinende vender den tilbage med syv andre ånder værre end den selv (Matt 12,43-45).
Får vi nye jøde- og kristenforfølgelser også i Danmark?
Det er ikke så længe siden, at det virkede utænkeligt. Men når man hører og ser, hvad der i dag kan siges og skrives om Israel, kirken og Bibelen, ikke blot af frådende “nyateister”, men af formodet velorienterede “meningsdannere” (der i virkeligheden ikke aner, hvad de taler om) – så vil det nok være naivt at udelukke muligheden.

Han skal leve
Enhver genfødt kristen er en Lazarus, ved Guds levendegørende ord kaldt ud af graven til evigt liv (Joh 5,24 og 8,51). Og dermed genstand for Djævelens morderiske had. Lad os ikke gøre os illusioner. “I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer” (1 Joh 3,13).
Men bange skal vi heller ikke blive. “Salige er I, når man på grund af mig håner og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på,” sagde Jesus. “Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene” (Matt 5,11 og Luk 6,22).
Det lykkedes ikke ypperstepræsterne at få Lazarus slået ihjel. Efter en troværdig overlevering blev han siden den første biskop på Cypern. Men dybest set havde det jo ingen forskel gjort, for “hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren” (Rom 14,8).
Herren Jesus Kristus. Ham lykkedes det dem at få slået ihjel. Mente de. Men han stod op af graven og dør ikke mere (Rom 6,9). Han har al magt i Himlen og på jorden. Den, der tror på ham, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever ved hans genkomst og tror på ham, skal aldrig i evighed dø.
Så trøst hinanden med disse ord (1 Thess 4,18).

(Publiceret i Indre Missions Tidende)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>