Indstilling til Statens Kunstfond

Brev til Statens Kunstfond fra Bjarne Nederby Jessen

Frederiksværk den 24. oktober 1988

Statens Kunstfond

Til repræsentantskabet

Undertegnede medlem af repræsentantskabet foreslår, at forfatteren Poul Hoffmann indstilles til ledig statsydelse til en skønlitterær forfatter eller til ledig statsydelse til en almen kulturel forfatter. Poul Hoffmann er en forfatter af et sådant format, at han for længst burde have været indstillet til denne ydelse. Det vidner en række anmelderkommentarer om: I en anmeldelse af romanen “Månen i Persepolis” i Berlingske Tidende maj 1984 skriver litteraturhistorikeren Johan de Mylius, dr. phil. og lærer ved Odense Universitet:

“Det er en almindelig fordom, at der ikke kan skrives ordentlig kristen skønlitteratur i dag. Men er det rigtigt? Poul Hoffmann har over 30 års forfatterskab bag sig, deriblandt både debatbøger og oplysende bøger med kristen indhold og en række romaner over bibelske emner. Blandt romanerne er en stor trilogi over Moses historie netop udkommet i ny udgave. Umiddelbart lyder den slags ikke tillokkende i litterære øren. Det var derfor også med nogen tøven, jeg gik til læsningen af Poul Hoffmanns seneste roman “Månen i Persepolis”, bygget over Det gamle Testamentes fortælling om jødinden Ester, der blev perserkongen Xerxes dronning og frelste sit folk fra udslettelse. Tilfældige opslag i bogen indbyder til yderligere læsning. Hvor man slår ned, er der glød, udsøgt sprogkunst, intensitet i fremstillingen. Og en sammenhængende læsning af bogen skuffer bestemt ikke. Romanen er spændende læsning. Det er en verden af mystik, magt og lidenskab, man føres ind i. En tid, hvor mennesker søger blandt gamle og nye guder, i mysterier og profetier for at finde mening med livet, og hvor længselen efter identitet og forløsning i et kommende fredsrige er stærk. Erotikken er Esters vej til tilværelsens mysterium, hendes identitet. Men gradvis ledes hun ind mod en større identitet: At blive sig bevidst som jøde, som en der har et kald og ansvar for et folk og for den fælles drøm om fremtiden. I erotikken mødes hun med Xerxes, som ellers hastigt besættes af magtens dæmoner. Kærligheden er det eneste, der kan forløse fra magten. Det religiøse i denne roman er ikke noget stærkt understreget. Det vokser ud af menneskers trang og behov, ud af deres søgen. Det er ét med deres lidenskaber og står som en grundakkord til skildringen af livet i magtens skygge. Overraskende er det, at bogen er så åben og sensuel, som den er. Den er en roman, nærværende i det menneskelige, og ikke en opbyggelsesbog. “Månen i Persepolis” er et sprogligt billedtæppe, fuld af magt og intens lidenskab. En fortælling om forløsningens mangeartede veje, gådefulde, forjættende, besættende. Poul Hoffmann har med denne bog bevist, at det kan lade sig gøre at skrive nutidig og nærværende kunst ud fra et bibelsk stof og engagement.”

Jeg mener, at det er en diskrimination, at Poul Hoffmann ikke for længst er kommet på finansloven. Poul Hoffmann er offer for den litterære fordom, at kristen skønlitteratur ikke kan være kvalitetsfuld. Det samme er forfatteren og TV-manden Jørgen Thorgaard inde på i en kronik i Aalborg Stiftstidende 12. april 1987. Kronikken er blevet til efter at Jørgen Thorgaard har gennemlæst en stor del af Poul Hoffmanns forfatterskab i forbindelse med en TV-udsendelse med forfatteren i 1987. Jeg citerer fra kronikken:

“Poul Hoffmanns placering og behandling i dansk litteraturliv er en skandale og en katastrofe. Gang på gang bliver hans bøger ignoreret af anmeldere, han er stort set ikke omtalt i nogen fremstilling af nutidens danske litteratur, det litterære parnas har ikke drysset en eneste hædersgave på ham, ikke så meget som en smule er tilfaldet ham fra statsmidlernes højbord, bibliotekerne fører kun et yderst beskedent udvalg af hans værker, og som det groteske symbol over alle: Denne myreflittige, kompromisløse kunstner, der gennem alle årene har levet i økonomisk tarvelighed og derfor kunne have glæde af det, er ikke på finansloven!” Videre skriver Jørgen Thorgaard: “Mine overvejelser om at inddrage elementet i TV-portrættet mødte klar modstand (men han bestemmer ikke, hvad jeg skriver som fri mand i aviserne!) Ud bør det! Nogen bør blive røde i hovederne, skamme sig og rette op på uretten! Nu kunne man indvende: flid og redelighed er ikke nok. Det er så sandt. Men er der nogen, der tør frakende Hoffmann kunstnerisk kvalitet? Må jeg se dem? Hvorfor er han en af de mest oversatte nulevende danske forfattere? Hvorfor giver man han endog meget rosende anmeldelser, når han overhovedet betænkes med den hæder? For egen regning: Vi har ikke ret mange på det niveau. Hvordan er denne litterære Dreyfus-skandale blevet til? Det spørgsmål må besvares af dem, der er dens ignorante (eller kun alt for vidende!) skarprettere: Smagsdommerne, anmelderne, litteraterne, medlemmerne af legatbestyrelser og statslige udvalg, de ideologiske blegansigter og deres kæmpeslæng af medløbere. Noget ordentligt, anstændigt svar vil de aldrig kunne give, men lad os dog høre dem. Åh, det er så ringe, så ringe, som de gamle sagde på min hjemegn, når noget var så gement, at ordentlige mennesker ikke kunne gengive det. Da jeg på ingen måde er et ordentligt menneske, vil jeg være nedrig nok til at give den forklaring, at Poul Hoffmann er kristen. Ikke mildt ingemannsk som Møllehave. Ikke kulturradikalt åbent som Aalbæk Jensen. Men opviglerisk urkristen – stik imod tidsånden med de flade modetyranni og spaghettislaskede venstreorientering. Han skriver Fortabelse, Frelse, Helvede, Himmel med store bogstaver. På tavshedens djævleø med sådan en sær fanden, der i alt for uhyggelig grad ville kunne isne den øvrige fårefloks gensidige gnubbevarme. Men hans bøger står der, når tiden er inde!”

Og tiden er inde nu. Poul Hoffmann er en forfatter, man ikke kan komme udenom, når der skal indstilles til ledig statsydelse. Poul Hoffmann er en forfatter af format. Forfatteren Martha Christensen, der selv er modtager af livsvarig ydelse, skriver i et brev af 4.8.1984:

“Det har længe undret mig, at forfatteren Poul Hoffmann ikke er blevet påskønnet for sit store og omfattende forfatterskab med en tildeling af den livsvarige kunstnerydelse på finansloven. Hans farverige, dybt indlevede beskrivelser af folkeliv i fjerne tider og fra fjerne steder er så mættede med atmosfære og detaljer som var det alt sammen selvoplevet. Og hele tiden væves skæbner og livsmønstre ind i hinanden, brydes og samles igen i en overraskende og betagende blanding af eventyr, legende og kras realisme. Hans menneskeskildringer står stærkt og troværdigt i den evige konflikt mellem styrke og svaghed og hans beskrivelser af kærlighed og venskab er uendeligt fine. Poul Hoffmann lægger ikke skjul på at han er ude i et kristeligt ærinde med sine bøger, andre (jeg selv indbefattet) har andre “budskaber”, men det er mindre væsentligt i denne her forbindelse eftersom budskaber i sig selv – af hvad art de så måtte være – ikke gør digtere af folk. Det overordnede begreb må være det litterære. Eller det kunstneriske om man vil. Poul Hoffmanns bøger er elementært spændende, de giver læseren en stærk oplevelse af at have været til stede, have deltaget og levet med forfatterens mennesker og der føjes en ny dimension til det billede man har af livets mangfoldighed, så man føler sig lidt klogere og lidt rigere når man har læst dem. Og hvad mere kan man ønske sig fra en forfatters hånd.”

Personligt vil jeg sige, at ved lidt nærmere bekendtskab med Poul Hoffmanns forfatterskab vil man opdage, hvor alsidigt og vidtspændende det er: der er ganske fremragende historiske og bibelhistoriske romaner, eksistentielt betonede nutidsromaner, indholdsrige noveller samt dybdeborende faglitteratur – men først og fremmest er Poul Hoffmann skønlitterær forfatter, en skønlitterær kristen forfatter, der til manges overraskelse forstår og tør at skildre det erotiske samliv mellem mand og kvinde på en så smuk måde, at man uvilkårligt kommer til at tænke på Højsangen. Ved læsning af Poul Hoffmanns bøger vil man bemærke, hvor godt han mestrer det danske sprog; i hans skønlitterære bøger er der tale om poesi på et meget højt plan, og det er virkelig en æstetisk nydelse at læse dem. Poul Hoffmann er en ord- og sprogkunstner på et sjældent højt niveau. Det bør påpeges, at der blandt Poul Hoffmanns udgivelser er nogle store værker: “Mosestrilogien”, “Korsfarertrilogien” og Noas dage I og II samt i den faglitterære afdelding trilogien “Profeti og profeter”. Netop nu er Poul Hoffmann i gang med “Estertrilogien”, hvoraf er udkommet “Månen i Persepolis” og “Stjernerne i Ekbatana”. Disse mammutværker har krævet et uhyre stort forarbejde, men i øvrigt er alle Poul Hoffmanns bøger præget af et kolossalt grundigt og omhyggeligt forarbejde. Poul Hoffmanns enorme viden og indsigt bliver da også bemærket af Kristeligt Dagblads anmelder, Lars Tjalve, der i en anmeldelse 4.7.1984 af “Månen i Persepolis” skriver:

“Ind i denne på een gang historiske og nutidige problemstilling væver Hoffmann et net af detaljer, som dokumenterer en kolossal viden om samtidens religiøse, politiske og kulturelle forhold. (…) Vi møder orientalsk pragt for fuld udfoldelse.”

I det hele taget har mange anmeldere vurderet Poul Hoffmann højt, det gælder også så førende anmeldere som Jens Kruuse, Emil Frederiksen og Hans Brix. Om “Kobberslangen” fra “Mosestrilogien” skrev Hans Brix i Berlingske Aftenavis den 15.9.1958:

“0gså en anmelder kan opleve en lykkelig dag mellem sine mere bekymrede og sorgfulde. (…) Forfatteren bruger sine arkæologiske kundskaber i forbindelse med sin teologiske viden og en begavet skribents overlegenhed og dristighed. (…) Paa denne maade beriger han værket og aabner os fortids porte. Han lever og oplever Israel paa vejen og vi med ham.”

Jeg har gennem årene fulgt Poul Hoffmanns forfatterskab og har læst alt, hvad han har skrevet, men som skolebibliotekar og tidligere anmelder ved Kristeligt Dagblad har jeg læst så meget andet, at mit sammenligningsgrundlag er stort og jeg tør godt fastslå, at Poul Hoffmann en af vore store forfattere, en af vore allerstørste forfattere og han er vor bedste nulevende, når det gælder kristen skønlitteratur, ja måske i det hele taget. Uden for Danmarks grænser er han en højt estimeret forfatter. Mange af hans bøger er oversat til norsk, svensk, tysk, engelsk og spansk. Han er en af vor tids mest oversatte forfattere. Især “Mosestrilogien” har med en amerikansk og spansk oversættelse givet Poul Hoffmann en fornem international placering. En særlig fornem placering for den spanske oversættelse, der er udgivet i en litteraturserie ved navn Liveros Reno, som indeholder udgivelser af Remarque, Steinbeck, Knut Hamsun, Tagore, Hemingway, Lewis Wallace og nobelprismodtageren Pearl S. Buck. Her er Poul Hoffmann som den eneste danske forfatter i selskab med nogle af verdenslitteraturens største forfattere. Det er derfor ikke uden grund, at Poul Hoffmann er flot omtalt i internationale håndbøger som “International Authors and Writers Who’s Who” og “Who’s Who in Europe”. I den førstnævnte er kun 2 af vore forfattere på finansloven omtalt, nemlig Cecil Bødker og Klaus Rifbjerg. Skal Poul Hoffmann til stadighed opleve, at “en profet ikke er agtet i sit fædreland” eller vil repræsentantskabet endelig indstille ham til en ledig statsydelse og dermed anerkende hans umådeligt store og flotte forfatterskab? Jeg mener, at tiden er inde til at indstille Poul Hoffmann som modtager af livsvarige ydelser. Jeg foreslog det første gang i et brev til Statens Kunstfond i slutningen af ’70erne. Siden har andre foreslået det og med min indtræden i Kunstfondens repræsentantskab skal jeg tillade mig at foreslå det igen.

Med venlig hilsen
Bjarne Nederby Jessen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>