I selskab med Hoffmanns

[BOGANMELDELSE: Vinden blæser hvorhen den vil af Helge Hoffmann]

Af Henri Nissen

Helge Hoffmann morede sig engang med at kalde sig ”søn af en profet”. Nu har han skrevet en bog om sin far, Poul Hoffmann. Og fordi han er søn, kan han mere vidende end nogen anden spørge ind til det, der har optaget ’profeten’.
Det er blevet en vellykket erindringsbog, hvor far og søn samtaler, og hvor Helge med en blanding af respekt og lidt ironisk distance lader sin kloge far fortælle afslappet.
I indledningen beklager han, at moderen Kirsten ikke ønskede at deltage, men hun befandt sig dog i baggrunden og holdt de to mænd på sporet.

Fra ateist til kristen
Vi følger Poul fra hans verdslige og ateistiske baggrund i Næstved til det romantiske møde med den troende kunstmalerdatter Kirsten på en rejse til Egypten. Et møde, der ikke blot førte de to sammen, men som også betød, at han efterhånden blev troende kristen.
På sine gamle dage skrev Hoffmann bogen ”Sfinxens smil” om Egyptens bibelske hemmeligheder.
Oprindelig var han jurist, men det blev kun til et år på et advokatkontor. For Hoffmann var så heldig at vinde en roman-konkurrence med bogen ”Søn af Priamos” med stof fra Illiaden og det gamle Grækenland.
Efterhånden drejede hans interesse sig fra antikken og islam (som han beskrev i Korsfarerne) til Moses og Noahs dage.
Moses-trilogien blev hans internationale gennembrud. Den blev oversat til flere sprog, og indtægterne betød, at han også kunne droppe en periode som højskolelærer i Magleås og senere på Unge Hjems Højskole. Det var her, han fandt ud af, at han ikke ville være lærer.
Kirsten hjalp meget til, forstår man. Både som sekretær og som moralsk opbakning. Og desuden skaffede hun den nødvendige ekstra indtægt som lærer og oversætter, så de kunne blive boende i huset i Birkerød. På deres gamle dage flyttede de dog til Højslev ved Skive, hvor sønnen Helge boede.
Gennem livet er det blevet til et halvthundrede bøger og hæfter, foruden artikler.
Udover de skønlitterære emner har Hoffmann også skrevet vægtigt om fx dinosaurerne og syndfloden, Atlantis, ligklædet i Torino, Israel, abort og sex.
Han har korresponderet med så kendte folk som Velikovsky og altid været på udkig efter videnskabelige opdagelser, der bekræftede Bibelens historiske troværdighed, som han selv blev overbevist om.

Blev snydt for anerkendelsen
Det var netop de kristne holdninger og hans ønske om at være bibeltro, der formentlig betød, at han aldrig fik den anerkendelse af det kulturradikale parnas, som han fortjente.
Det gjorde forfatteren og tv-manden Jørgen Thorgaard opmærksom på, før han i depression tog sit eget liv. Efter at have stiftet bekendtskab med Hoffmanns over 40 bøger var han ikke i tvivl om, at Hoffmann var én af de største danske forfattere – og at den egentlige grund til, at han ikke blev anerkendt mere, var hans klare kristne bekendelse.
Vi andre kan så glæde os over, at Poul Hoffmann ikke var til fals for anerkendelse i den finkulturelle verden. Han holdt fast ved den overbevisning, han var nået frem til – selv om samfundet imens bevægede sig den modsatte vej – væk fra de kristne værdier og idealer.
Hoffmann var åbenbart mere optaget af anerkendelsen fra allerhøjeste sted. Fra den Gud, som han kom til at elske.
Kærligheden – både den guddommelige og den menneskelige – har altid spillet en stor rolle i bøgerne. Og i samtalerne med Helge mærker man også Pouls kærlige sind til trods for hans stærke holdninger.

Sorg over udviklingen
Ind i mellem fornemmer man dog også hans vrede og sorg over udviklingen og alle løgneprofeterne. Og hans tillid til Gud, Bibelen og de kristne sandheder er forfriskende i en tid, hvor mange ”kirkelige” personligheder har travlt med selv at blive anerkendt ved at sælge ud af arvegodset.
Hoffmann er ikke blot flydt med ”udviklingen”, men har strittet imod og råbt vagt i gevær gang på gang. Han meldte sig fx ud af Folkekirken, da homo-ritualet blev indført.
Man fornemmer også, at det ikke er af fornøjelse, at han har påpeget verdens ukristelige udvikling, men af fordi han som en sand profet ikke kan holde sin mund med det, han ser.

Kontroversiel
Derfor kan man da godt være uenig med Hoffmann i nogle af hans synspunkter.
Mange kunne fx ikke helt følge Kirsten og Poul Hoffmann, da de i en bog argumenterede for, at det ægteskabelige samliv fortsatte i evigheden.
Selv om Hoffmann er lutheraner, har han ind i mellem følt sig tiltrukket af det højkirkelige og katolske. Til andre tider har han taget adventister i forsvar.
Generelt er Kirsten og Poul Hoffman tværkirkeligt indstillede. Og i bogen spørger Helge også til den karismatiske fornyelsesbevægelse, som de i starten var med i. Her fornemmede Poul ”den duft af Zion”, som han længtes efter, på grund af de kristnes enhed og Helligåndens nærvær. Og han fortæller også om en overnaturlig oplevelse ved en gudstjeneste.
Desværre lægger Hoffmann nu afstand til fornyelsen, fordi nogles tale om åndsdåb efter hans mening var forkert pinseteologi. Den passede ikke med hans lutherske opfattelse, hvor man får Helligånden i dåben. Eller som han siger: ”ved at gå ind i kirken”.
Så kan man jo spørge, hvor bibeltro den ”bedømmelse” er.
Her synes jeg, at bogen får en ”luthersk indsnævring”, som man ikke normalt forbinder med Hoffmann senior. Og de misforståelser og fordomme, der nævnes, kunne jeg godt have undværet. Men heldigvis fylder de ikke meget.
Til gengæld er det hyggeligt at læse om hans ubekymrede leg med børnebørnene, hans årlige jule-øgle, hunden King og andet kuriøst stof.

En flot afslutning
I sin høje alder forventer Poul Hoffmann ikke at skrive mere, og derfor ville vi heller ikke have fået denne glimrende erindingsbog, hvis ikke den kunne skrives som en række hyggelige samtaler med sønnen Helge.
Tak for det. Tak for hyggeligt selskab, man føler, at man har været indenom i Højslev og har drukket kaffe med familien.

(Publiceret i Udfordringen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>