Giv til de forfulgte

Det er en pligt for kristne at give uden hensyn til modtagerens religion, ytrede nogle meningsdannere forleden på tryk.
Anledningen var, at en egyptisk kirkeleder havde spurgt, om ikke vestens kristne kunne yde lidt økonomisk hjælp til deres trosfæller i Egypten, som til stadighed udsættes for forarmende diskrimination og overgreb fra det muslimske flertal, så de kunne prøve at skabe sig et eksistensgrundlag, måske ved at åbne en lille virksomhed. Nej, det fandt meningsdannerne ikke, at der kunne være tale om; man kunne ikke give nødhjælp ud fra religiøse kriterier. På den måde ville man jo også bare skærpe konflikten mellem de forfulgte og deres forfølgere, hed det.
Hvad er det for noget? Her i huset ville vi da aldrig drømme om i den slags sammenhænge – i »givertjenesten», som det nu skal hedde – at give en rød reje uden religiøse kriterier. Vi skal ikke risikere, at vores penge direkte eller indirekte bliver brugt til støtte for muslimske eller andre kristenforfølgere, så de så meget mere kan udøse deres had og ondskab over vore brødre og søstre i Kristus.

Giv til de forfulgte
Statistikken fortæller, at det er historiens største kristenforfølgelser, der nu er i gang rundt om i verden, og den ene rædselsberetning værre end den anden kommer fra ofre og andre øjenvidner i land efter land. I den situation må det helt klart være en pligt for kristne ikke at give uden hensyn til modtagerens religion.
Den tid kan nok hurtigt komme, hvor det vil være vores pligt at give alt, hvad vi overhovedet har at give, til medkristne i fjerne eller nære egne, som har fået deres huse eller hele landsbyer brændt af, mændene fængslet eller torteret og myrdet, kvinderne voldtaget osv. Om de så hellere vil være fri for vores støtte, fordi den »skærper konflikten« med deres bødler, kan vi jo spørge dem selv om.
Umiddelbart kan det se så rigtigt ud, at »det er en pligt for kristne at give uden hensyn til modtagerens religion. Er det ikke nærmest det samme, Jesus selv siger i Bjergprædikenen: ’Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige’« (Matt 5,44 f)?
Nej, det er absolut ikke det samme. Lad kristne i forfølgelsernes gloende ovn høre de ord, for det er dem, de er talt til; må de få styrke til at leve efter dem, og må vi få styrke til det, hvis turen kommer til os. Men det er ikke en instruks til mig nu om at tage nogle af de midler, som skulle være de forfulgte til livsvigtig hjælp, og give dem til deres plageånder og mordere.

Illusionen om det gode
Forskellen ligger i, om det er mig selv eller andre, det går ud over. Jesus siger til mig, at hvis nogen slår mig på den højre kind, skal jeg også vende den anden til; han siger ikke, at hvis jeg ser en galning slå løs på et barn, skal jeg dels trøste barnet, dels hjælpe galningen med at fortsætte mishandlingen.
Den forestilling, at »det er en pligt for kristne at give uden hensyn til modtagerens religion«, er overhovedet ikke kristen. Den er et produkt af humanismens menneskeforgudelse med dens forkvakling af næstekærlighedsbegrebet og indgroede misforståelse af lignelsen om den barmhjertige samaritaner (hvis sande og klare mening er, at Jesus peger på sig selv som spørgerens næste, der skal elskes og efterfølges).
Det er illusionen om det under alle omstændigheder »gode menneske« i kontrast til den bibelske sandhed om det faldne menneske, en illusion, der dogmatisk fastholdes uden hensyn til, hvor djævelsk mennesker tér sig, også når eksempelvis muslimske »militante« halshugger uskyldige for åbent videokamera og sender helvedessceneriet verden rundt.
Klarere så Karen Blixen, da hun engang sagde: »Vel er det vigtigt at bevare menneskeliv, men endnu vigtigere er det at gøre menneskeliv værd at bevare.«

Lad os gøre godt
I Hebræerbrevet hedder det: »Husk på dem, der er i fangenskab, som om I var deres medfanger, og på dem, der mishandles, så sandt som I også selv har en krop« (Hebr 13,3). Da Paulus iværksatte sin indsamling til den fattige og forfulgte kristne menighed i Jerusalem, vil det garanteret ikke være faldet ham ind, at han på den måde »skærpede konflikten« med forfølgerne, endsige, at de indsamlede midler skulle fordeles ligeligt mellem de to parter, selv om der sikkert også har været fattige blandt forfølgerne. »Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vores trosfæller,« skriver han til galaterne (Gal6,10). Ja selvsagt skal vi, i Kristi efterfølgelse, tage os af manden, der ligger forslået af røvere i grøften, uden at spørge om hans religion. Det er bare en anden sag end »givertjenesten«.
Vi skal også gøre det bedste, vi kan, for kommunisterne i Nordkorea, for hinduerne i Indien og for muslimerne i Mellemøsten. Men det bedste, vi kan gøre for dem, er ikke at give dem de penge, som de forfulgte kristne i deres lande har så frygteligt brug for. Det er, stadig med Paulus som forbillede, at forkynde evangeliet for dem, så de selv kan blive kristne.
Det er for øvrigt også det bedste til at afhjælpe den sociale nød hos dem – den evigt truende hungersnød i Nordkorea, den menneskelige elendighed i Indien, der aldrig ophører med at chokere vesterlandske besøgende, den kroniske stagnation i Mellemøsten, som oliefyrsternes gyldne paladser kun stiller i relief. »Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift« (Matt 6,33). Hele historien beviser de ords sandhed.
Mission og kristen nødhjælp er ikke enten – eller.
Men det er en pligt for kristne i givertjenesten altid at tage hensyn til modtagerens religion.

(Publiceret i Indre Missions Tidende)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>