Et pust af Paradis

[PRÆDIKEN til 1. søndag i advent: Luk 4,16-30]

Opsigtsvækkende ting havde Nazarets borgere hørt om deres bysbarns undergerninger og virke som bibellærer i Kapernaum og hele Galilæa. Nu sad han så dér i deres synagoge og talte, som aldrig noget menneske havde talt (jf. Joh 7,46).
Det var som en luftning af den evige salighed, som en stråle af selve Himlens lys, der brød gennem det dæmoniske dødsmulm, som omgiver den faldne jord. Og forsamlingen jublede: Sandelig var Esajas’ forjættelse opfyldt, nådeåret oprundet. Guds rige kommet nær.
Men så: »Er det ikke Josefs søn?« Er det ikke ham, som tømrerkonen fik lovlig tidligt? Er det ikke ham, der gik og hjalp sin far med stolperne til min fårefold?
Mulmet tætner igen. Strålen fra Himlen og brisen fra Paradis er borte. Mørkere og koldere end nogen sinde er der i syndens og dødens verden.
Jesus mærker det med det samme. Undere bliver der ingen af i Nazaret, bortset fra nogle få helbredelser, som Markus nævner. I stedet får menigheden en dundertale om, at deres vantro udelukker dem fra velsignelsen, og et par sammenligninger med hedninger i gamle dage, som gør dem så rasende, at de simpelt hen vil slå ham ihjel. Det er som en forsmag på palmesøndag og langfredag: først begejstringen, så hadet.

Ja til Ord og Ånd
Hvor meget er der at bebrejde de folk i Nazaret? Eller de vantro jøder i det hele taget? Hvad ville vi andre sige, hvis nogen kom og ville fortælle os, at ham den unge snedker Jørgensen omme i Østergade, han er Guds søn, det er ham, der har skabt verden, indbefattet Himalaya og Mælkevejen?
Vi kristne i dag ved, at Jesus er Guds søn. Vi ved det så sikkert som amen i kirken. Vi tror det med den tro, som ikke er mindre end viden, men rummer al viden i sig. Men det er jo også let nok for os, som har et par tusind års historisk lys over tingene, ikke sandt?
Nej! At vi tror, skyldes ikke, at vi har historiens lys over noget. Det er ikke fordi vi er blevet klogere, mere vidende. Det er fordi vi af Guds nåde har Guds Ord og Guds Ånd. Vi har Bibelen, og vi har Helligånden, som giver os ører at høre med, øjne at se med og hjerter at fatte med. Derfor lever vi i sandheden og virkeligheden. Uden om os, uden for Kristi kirke – dér ruger mørket så tæt som nogen sinde, dér hersker vantroen (faktisk værre og værre), og dér hjælper hverken historiens tale eller noget andet.
“Vor forstand i mørkets bånd kan jo ikke sandhed kende, uden din den gode Ånd vil sit lys i os optænde.” (DDS 417,2)

Nej til Ord og Ånd
Hvad så med synagogemenigheden i Nazaret?
Ja, det var jo netop Ordets og Åndens vidnesbyrd, de havde. Det var Ordet og Ånden, der først tændte troen i dem, så »alle gav ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund«. Og det var det, de så lod sig forlede af gustne overvejelser til at vende ryggen. Det var Guds Ord og Guds Ånd, de sagde nej til.
Hvorfor er den beretning sat som prædiketekst til første søndag i advent? Skulle vi ikke have haft noget mere festligt?
Der har utvivlsomt været flere grunde til valget, men hvis vi forudsætter, at Helligånden har haft en finger med i spillet, har han nok bl.a. villet give en advarsel: Kære kristne, nu kommer julen med dens luftning af den evige salighed. Igen skal det ske, at en stråle af Himlens lys falder gennem det dæmoniske dødsmulm, der omgiver den faldne jord. Igen får I lov at kende juleglæden. Pas så på, at I ikke mister den i gustne overvejelser, som det skete i Nazaret.

Tænd for glæden
Det slår jo aldrig fejl, at fjernsynet – og de andre medier – ved de kristne højtider kører frem med »ekspert«-udsagn mv. om, at det ene og det andet i Bibelen ikke kan passe. Det er næsten som en slags vaccinationskampagne, der skal beskytte folk mod at blive smittet under den forestående sandheds-epidemi.
Det er ganske vist altid så tåbeligt, at det ikke skulle kunne skade en rimeligt velorienteret kristen, men det kan alligevel efterlade spørgsmål, der bliver ved at stikke som en splint i fingeren: Er Bibelen ikke en bog blandt andre bøger? Er evangeliet ikke en stor fortælling blandt andre store fortællinger? Er kristendommen ikke en religion blandt andre religioner?
Alt sammen i stil med spørgsmålet i Nazaret: »Er det ikke Josefs søn?«
Nej, Jesus er ikke Josefs søn, men Guds. Og ingenting i kristendommen er som noget andet. Bibelen er Guds Ord. Evangeliet er, som det hedder i den korte Markus-slutning, det hellige og uforgængelige budskab om den evige frelse.
Så sluk for det møg i fjernsynet. Luk op for Ordet og Ånden. Tænd for den store glæde.
God advent!

(Første gang publiceret i Indre Missions Tidende)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>