En ener blandt folkene

Engang, fortæller man, spurgte Frederik den Store sin kammertjener, om han kunne nævne ham et bevis på Guds eks­istens, og fik omgående det svar: “Jø­derne, Deres majestæt!” Hvad der end kan indvendes mod en bevisførelse på dette område: denne replik har til dato trodset alle indvendinger og gang på gang vist sin aktualitet, også i dette år­hundrede, ja, i dette år.

Et talmæssigt lille folk, i 1900 år til­med uden eget landområde, ustandse­lig udsat for had og forfølgelse, som for Europas vedkommende kulminerede i nazismens udryddelsesforsøg, og som si­den er genoplivet et par gange af de nasserske uforblommede trusler med ef­terfølgende krige, for at man én gang for alle kunne “få dette folk kastet i havet.”

Men dette lille folk, hvis fædrelands­historie er blevet en del af Bibelen og derfor kendes, så langt evangeliet for­kyndes, består endnu og er til dato “undsluppet som en fugl af fuglefænger­nes snare” – trods kz-lejrenes forbrændingsovne og den ventende druknedød i Middelhavet.

Hvoraf kommer det?

Er det, fordi det er et dygtigt, målbe­vidst folk, hård i pengetransaktioner som i propaganda og nu også i militær træning? Er oprettelsen af staten Israel såvel som de israelske sejre et resultat af stormagtsinteresser og en oplagt uret­færdighed over for araberne?

Eller er det historiens almægtige Gud, som har grebet ind og tydeligt vist, at skønt dette folk forkastede Jesus af Nazaret som Messias og ikke kendte sin besøgelsestid, har han dog ikke glemt det eller fortrudt nådegaveme og sit kald?

Er det de gamle profetier, der nu på en ny måde og – så at sige – i anden omgang går i opfyldelse, eller er disse profetier om hjemkomsten uhjælpelig fortid, efter at de én gang er gået i op­fyldelse? Er jødefolket i Det ny Testamentes tid, hvor Gud har skabt sig et nyt pagtsfolk, et folk som alle andre med en historie i krig og fred som alle andre, eller er dette folk stadig en ener blandt folkeslagene?

Meningerne var delt i junidagene. – Nogle (og det var de fleste) ønskede af hjertet Israels sejr, andre tog Nasser i forsvar. Og da krigen var endt på knapt en uge med de to millioners sejr over de tres, var der mange, der anså det for et mirakel, mens andre tog de slagnes parti og talte om flygtningenes håbløse skarer, ægypternes og deres forbunds­fællers blodige tab, Israels hovmod og de vanskeligheder, som alt dette afsted­kom for vore missionærer i de overvund­ne områder.

Som nævnt: Meningerne var delt – og er det endnu, så meget mere, som Mellemøstenkrisen jo endnu ikke har fået nogen losning, hverken på lokalt eller på FN-plan; netop i disse dage (medio oktober) ser det ud til ændrede signaler på stormagtsplan, som ikke er til gunst for Israel.

At meningerne således var (og er) delt, kom for en dag også m. h. t. IMT, da Dagens Debat for 16. juli, nr. 29 havde beskæftiget sig med “lynkrigen” og Israels sejr.

Vi har derfor bedt forfatteren, cand. jur. Poul Hoffmann, Birkerød, pastor Verner Tranholm-Mikkelsen, Sønder­holm (fra 1960-66 missionær i Aden), pastor Oluf Emil Paaske, Haslev (mis­sionær i Libanon 1948-63), pastor Axel Tonn, Virum (siden 1949 formand for Den danske Israelsmission), professor, dr. theol. Regin Prenter, Århus, og pastor Svend Erik Sørensen, Agri (gene­ralsekretær for Den danske Israelsmis­sion 1960-63) besvare nedenstående tre spørgsmål, og vi takker for bidragydernes beredvillighed:

1. Er oprettelsen af staten Israel såvel som de israelske sejre et resultat af stormagtsinteresser, eller er det histo­riens almægtige Gud, der har grebet ind?

2. Er det de gamle profetier, der nu går i opfyldelse på en ny måde, eller er disse hjemkomst-profetier uhjælpelig fortid, efter at de een gang er gået i opfyldelse?

3. Er jødefolket i vore Det nye testa­mentes dage et folk som alle andre, eller er dette folk stadig en ener blandt folkeslagene?

Af bedste overbevisning følgende svar på de tre spørgsmål:

l. Det er historiens almægtige Gud, der har grebet ind – blandt andet ved at lade moderne stormagtsinteresser tje­ne sine planer, ganske som han i deskiftende bibelske epoker lod ægyptiske, assyriske, babyloniske, persiske, romer­ske o. a. stormagtsinteresser tjene sine planer.

2. De gamle profetier er delvis opfyldt i tidligere historiske faser. Men det er i virkeligheden ikke så svært i de bibel­ske tekster at skelne det “datidsaktuelle” fra det “nutid saktuelle” – ofte an­gives det jo udtrykkeligt, hvad der er hvad. Det er et typisk træk ved gam­meltestamentlig profeti, at inspiratio­nens uhyre, kosmiske kraft på et vist stadium sprænger samtidens horisonter, så profeten ser gennem de nære begi­venheders kikkert til andre sfærer – ser denne verdens fyrste stå bag Babels og Tyrus’ konger – ser Israels samling i de sidste dage langt hinsides hjemkomsten fra det babyloniske fangenskab – ser verdens frelser fremstå af Davids kon­geslægt

3. Jødefolket er ikke et folk som alle andre, men jeg vil hellere kalde det en “toer” end en ener: Den kristne menig­hed udgør sammen med Israel gudsfolket, udvalgt af nåde for verdens frel­ses skyld. Rammerne for en enquete til­lader ikke en uddybning af dette, men specielt over for de medkristne, hvis hjerte banker for araberne, må jeg som gammel araberven have lov at udtrykke min forvisning om, at det kun er ud fra profetiens lys over nutidens begivenhe­der i Mellemøsten, at det overhovedet er muligt at yde araberne retfærdighed og undgå at forråde dem.

(Publiceret i Indre Missions Tidende)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>