Bibelen – bøgernes bog

KRONIK En lægmands tanker om Bibelen og bibelkritikken.

For nogle år siden havde jeg flere gange lejlighed til at tale med en ældre dame, der tilhørte det adventistiske trossamfund. Det var dengang, adventisterne gjorde mig den tjeneste at rende mig på døre­ne i tide og i utide for at få mig til at helligholde lørdagen i stedet for søndagen. På det tidspunkt var Gud og Fanden mig stort set, lige kære. Jeg havde travlt og var ikke oplagt til at helligholde hverken det ene eller det andet. Til sidst måtte jeg, nærmest i irritation, skride til at foreholde fru J., at bibelen var en bog, der gradvis havde bevist sin historiske upålidelighed, og spørge hende, hvorledes hun kunne finde verbal inspiration i beretnin­ger, der var tendentiøse og forkerte, og som den moderne historiske videnskab efterhånden havde sønder­lemmet i en grad, så der næppe var en eneste passage i hverken Det gamle eller Det nye Testamente, som med sikkerhed kunne regnes for historisk. Hvad kunne man byg­ge på Jesusord, som Jesus meget muligt aldrig havde sagt?

Hun havde; sådan en stilfærdig måde at tale på “Ja,” sagde hun, “den ene tager det ene væk, og den anden tager det andet væk – der bliver ikke andet end bindet til­bage.”

Det var en konstatering, men det er tvivlsomt, om nogen apologetisk faglig udvikling kunne have været mere tjenlig til at demonstrere uri­meligheden i den officielle viden­skabelige stilling til bibelen. Hun sad med palmerne i hænderne, og hun vidste det. Hun kendte en Gud, som både kunne og ville give hen­de en vejledning, hun kunne stole på, og havde i sin taske en bog, han havde skrevet til hjælp for hende. I min reol stod der en helt anden bog, som indeholdt en sam­ling gamle legender om, hvad man i oldtiden havde ment om Gud og hans væsen. Jeg havde i årevis ædt af kundskabens træ uden andet ud­bytte end en lidet heroisk mave­pine. Hun havde måske bedre for­stået at holde måde, men vidste til gengæld, hvad der først og frem­mest var værd at vide. Jeg var på det tidspunkt netop l færd med at skrive en afhandling om de natur­begivenheder, der kunne formodes at ligge til grund for primitive fol­keslags kosmologiske myter. Den bibelske skabelsesberetning var mig til megen hjælp, fordi den var af samme bøtte. Det var virkelig fængslende. Manuskriptet ligger her i min reol, og der bliver det liggende, til jeg en dag brænder det.

Siden kom der bedre tider. Jeg havde dengang læst de banebryden­de forskere, Ignatius Donellys og Immanuel Velikovskys bøger (Donelly: Atlantis, the Antediluvian World. Sykes revised edition. New York 1949. Velikovsky: Worlds in Collision. New York 1950), og jeg havde i det store og hele akcepteret deres teorier, men uden egentlig at forstå de bundløse perspektiver i dem. Det har siden efter stået for mig som en gåde, at den historiske videnskab har kunnet godtage de håbløst urimelige “forklaringer” på f.eks. syndfloden og overgangen over Det rade Hav, der er blevet givet gennem tiderne — ebbe og flod, lokale oversvømmelser osv. Selv den, der ville lade alle reli­giøse forestillinger fare, måtte med et halvt øje kunne se, at banale tri­vialiteter ikke ligger til grund tor disse lidenskabelige beretninger om uhørte naturkatastrofer. Slig spidsborgerlighed burde man kunne gøre sig fri at, selv om man ikke havde andet end et spørgsmålstegn at sætte i stedet.

Så havde jeg den gode lykke at læse Asger Dan Werges “Kirke contra kætter”. Den var skrevet af en mand, der også havde læst Donelly og Velikovsky. Han var imidlertid teolog, så de” var en væsentlig forskel på, hvad vi havde fået ud af    det. Mig havde bøgerne vist, at syndfloden og havet, der skiltes, var nøjagtig de buldrende realiteter, de gav sig ud for. Ham havde de vist, at bibelen havde siddet inde med sandheden i alle år, hvor den nyere protestantiske teologi havde fjantet rundt efter den alle andre steder. Et øjeblik prøvede jeg at undslippe, men konklusionen var uomgængelig. Jeg stod med nøglen til myterne i min hånd og har siden måttet finde mig i at være til grin, fordi jeg tror på bibelen som historisk sandhed. kendsgerningerne, som jeg ærligt har søgt dem, har tvunget mig til det. Det gør ikke så meget, for den viden er noget at det bedste, jeg har, og jeg kunne ikke ønske mig noget bedre, end at andre måtte få del i den.

Jeg tror, at det eneste, videnskaben i fremtiden kan håbe på, er en stadig fremadskridende godtgørelse af bibelens historiske pålidelighed, og at det vil være tilrådeligt ikke at opstille hypoteser i strid med dens opgivelser, hvis vi sætter pris på at arbejde med holdbare hypoteser. Det er for ofte sket, at formentlig konstaterede fejl i skrif­ten ikke tålte erkendelsens fulde dagslys. Der er tradition for at føre diskussioner om bibelens verbale inspiration på skabelseshistoriens område. Jeg skal ikke vove mig ind her, for jeg kender ikke mere til udviklingslæren, end at den fore­kommer mig at være noget vrøvl, og jeg er ikke bange for at have et spørgsmålstegn i mit verdensbille­de, når den erkendelse først er vun­det, at svaret ikke kan være i strid med 1. Mosebog.

Er det virkelig ret vel tænkeligt, at bibelen er det, den for ikke-historikeren må stå som, hvor han konfronteres med historikerens velvil­ligt sønderlemmende analyser? Det var en løjerlig gud, der ville sende sine troende ud på den dødsensfar­lige sejlads over årtusinders ocean med et søkort, der i bedste fald kun kunne forstås ved et endeløst antal indbyrdes uenige kaptajners mellemkomst og i værste fald var aldeles ubrugeligt. Det forekommer i mig, at vi kaster vort søkort overbord, lader kompas og kronometer følge efter og sætter kursen efter skippers røde tud, og så skal vi nok komme hjem! Hvorledes fore­stiller man sig, at den levende Gud kan have ladet utalte generationer, både under den gamle og den nye pagt, tulle troskyldigt rundt i den sørgelige vildfarelse, at de hellige skrifter rummede Guds ord og var højeste autoritet for liv og lære, og at vort eget og det foregående år­hundrede, som iøvrigt kun på få felter ses at have indlagt sig be­rømmelse, alene skulle have haft held til at komme ud over slige puerile forestillinger for at indtage menneskets fra Arilds tid bestemte stilling i verdensrummet, frit svævende mellem empirismens Mars og eksistentialismens Venus?

Under min lampe ligger en cigaræske, et fabrikat, en mand med sans for det eksotiskes værdi i re­klamen har givet navnet “Koral”. Et miniaturebillede på pakken viser en blå lagune med vulkankegler i baggrunden, i forgrunden palmer, hytter, frodig plantevækst — virke­liggørelsen af den vesterlandske ci­vilisations umulige og ikke ganske ærlige sydhavsdrømme, desværre kun på pap. Hvad er det, der gør sligt til salgsvare, hvad enten det drejer sig om films, ispinde, sæbe eller cigarer? Hvilken vigede drøm, hvilken flygtig erindring er begra­vet så dybt i os, at en banal reklametegning kan kaste et glimt af stille sollys ind i en stormende no­vemberdag, i det mindste for dem af os, der ikke er blevet så intel­lektuelle, at de har ladet væsentlige sider af deres menneskelighed bag sig i den tro, at det drejede sig om primitivitet og barnagtighed, en sand filosofus uværdig. At henvise til, at kulturmennesket er flasket op med forløjede forestillinger om sydhavsromantik, er i bedste fald blot en udskydning af problemet og forklarer ingenting. Det er instru­mentets klangbund, uden hvilken musikken bliver falsk, vi søger, ikke strengene.

Hvad er det for en hemmelighed, der gemmer sig i den frostklare luft julenat? Eller i juleevangeliet, når det læses fra prædikestolen? Eller i de gamle glansbilleder, hvor de hellige tre konger ser stjernen over det fjerne Betlehem? Hvorfra kommer disse fremmedlegemer ind i vor hverdag? Og hvilken besyn­derlig hyggeverden er det, vi yn­der at tænke på vore børns færden i? Er der nogen som, helst sund sans i den megen talen om barn­dommens lykkelige tid? Barndom­men er aldeles ikke nogen lykkelig tid. Den har sin gru og sin ulykke, der kun i absolut henseende er min­dre end vor egen. Forholdsmæssigt er barnets problemer ikke mindre end den voksnes. Hvilket mærke­ligt savn får os til at lege, at den lille fyr, der ligger der og sover med sin tøjzebra i hånden, lever trygt og lykkeligt, og til med ve­mod at se frem til den dag. hvor han skal lære “livets hårdhed” at kende? Den bekymring kan man spare sig! Held ham, når han bliver gammel nok til med omtanke og dømmekraft at tilrettelægge sin færden i den verden, der er akku­rat lige så ond for ham som for os, fra vi fødes til vi dør. Jo hurtigere vi holder op med at gøre barndom­men til genstand for vore paradis-drømme, jo snarere kan vi finde ind til deres egentlige og inderste grund og årsag.

“Derpå plantede Gud Herren en have i Eden ude mod øst, og der satte han mennesket, som han hav­de dannet; og Gud Herren lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven, og træet til kund­skab om godt og ondt” 1. Mos. 2, 8-9.

Det var en mærkelig have, Moses skrev om, en mærkelig lære, han overgav slægten om det Eden, Jahve i tidernes morgen plantede ude i øst og gjorde til bolig for mennesket, for at det skulle dyrke og vogte den. Det var en have med frugter og grønne urter til føde for dyr og mennesker. En flod løb igen­nem den og vandede den, og når dagen blev sval, vandrede Jahve selv i dens gange og talte med sin skabning ansigt til ansigt. I den have fandtes sorgen ikke, døden ikke, kvindens smertefulde fødsel, de hærgende sygdomme og det hår­de slid for det daglige brød var al­drig hørt om.

Det var en have som i moderne tid bekvemt er faldet på plads i de mytologiske skemaer, efter princip­pet hug en hæl og klip en tå, gan­ske vist, men alligevel! Vel er der nogen, som vil påstå, at de aldrig har set noget lignende, men kun når skyggerne bliver lange, eller et uvejr trækker op, så de kan håbe at skjule deres rødmen i dunkel-heden, drister de sig til at påstå, at det, ligefrem skulle være sandt, hvad der står i bibelen.

At nogen har kunnet nænne at berøve menneskeheden forestillin­ger om den have! Hvor ofte den “intellektuelle samvittighed” ellers får lov at lede os på vildspor og hilde os i fordomme, plejer den dog at få en tiltrængt korrektion gen­nem fornemmelse af ansvar overfor andre. Dog ikke her. Den, der ønsker at blive taget alvorlig blandt voksne og veluddannede mennesker, hvor disse ting diskuteres, må sørge for at være til husbehov orienteret om de sidste teorier fra Frue Plads og Århus. Han må holde sig for øje, at vi i Mosebøgerne har at gøre med forskellige kildeskrifter, og at ophavsmanden til paradis-beretningen har den langt livligste fantasi, og så forresten ikke lægge for megen vægt på den gryende erkendelse af, at kildesondringen er lige så urimelig, som den er umulig. At manden måske sidder med en nagende, fortærende længsel efter den have, at han af hele sin sjæl ønsker, at Moses fortalte sandheden, og at Eden engang lå her på denne same jord, hvis grund han træder på, og hvis luft han indånder – alt dette må blive hans egen sag. Værst for den, der længes med evighedssavn efter en mytes tågede fabler! Der er kun een gud. kildesondringen, og teologien er dens profet.

Jeg ved ikke, hvilken Herkules, der gemmer sig i en teologisk professor, eller hvor meget han kan tåle at blive åndelig krøbling uden at gå til, men jeg ved, at vi andre dør af tørst, hvis man tager det levende vand fra os, og jeg vil ikke forsvarsløs se på, at det sker. Moderne saddukæisme er ikke mindre farlig end moderne farisæisme, og der er ikke mindre grund til at være på vagt imod den.

Hvad har vi, livets de sunde og Stærke, at skaffe med Jahves palmeviftende have? Er vi leende løver eller er vi det ikke? Eller, som det udtrykkes nu om stunder: Rejser vi os op og tager vort an­svar, står vi på virkelighedens grund og tager med ydmyghed os selv, som vi er — eller er vi trætte, med det sygelige drag af eskapisme, der tvinger os til atter og atter at søge lindring i tanken om haven derude i ost!

Jahve er listig. Han lagde den eskapisme ned i hvert menneske fra fødslen, og de, der drog i felten og tog Edens skalp, havde selv evighedslængslen i hjertet. Deres børn har ømme tænder i dag for i de sure druer, de åd.

Forestillingen om genoprettelsens tider måtte naturligvis følge trop. Hvis ikke Indre Mission holdt igen, ville det formentlig hurtigt blive forbudt at gøre sig konkrete tanker om det, der ligger efter dommens dag, selv i de lejre, hvor man ikke definitivt har afskrevet Herrens dag eller sublimeret den til en hver dag stedfindende, sanktionsfri trivialitet. Hvad håb kan man på det grundlag gøre sig om at forstå Esajas, når lian beskriver sine mægtige syner:

“Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af Herrens kundskab, som vandene dækker havets bund.” Es. 11,6—9.

Hvilke tanker skal den jævne mand i sin hverdag overhovedet forbinde med en skildring som den­ne? Det eneste, han på forhånd må gå ud fra, er, at intet af det med­delte skal tages bogstaveligt, at pro­feten, ud fra sit religiøse gemyt, gjorde sit bedste for at udtrykke, hvad der randt ham i hu af for­nemmelser den kommende verden vedrørende, men at han, naturligvis måtte betjene sig af de i de dage brugelige og tilgængelige vendin­ger og forestillingskredse, hvilke ufuldkomne redskaber med nødven­dighed må have givet et ufuldkom­ment resultat.

Tanken om bibelens ufuldkommenhed som nødvendig følge af. at den måtte blive til ved menneskers mellemkomst, er gjort til genstand for en næsten monoman dyrkelse. Nogen grund til, at universets herre skulle være afskåret fra at med­dele sin skabning en fuldkommen bibel, det være sig gennem menne­sker eller andet, er ikke forsøgt gi­vet. Dog tør man måske have den tillid til Jahve, at han ikke har delt forskernes tyrkertro på et udefineret og ganske imaginært religiøst organ, et organ, der skulle sætte sin indehaver i stand til med præcision at føle sig opbygget af det, Esajas mente, men ikke kunne få sagt, hvad der gjorde det nød­vendigt for ham at sige noget helt andet. Er det for fordringsfuldt at regne så meget med Gud, at man tror, han både kan og vil tale til os på en måde, der er tilgængelig for vort naturel, og at de begreber, han lægger hen til os fra den nye jord, er af væsentlig samme art som her og i Eden? Så længe vi skal bevare vor identitet, er vi Ikke indrettet på “fyldt af den Hellig­ånd at sidde stille”, men til at virke i en verden, “hvor det ikkun fattes, som smertede her”.

Kan man som alvorligt men­neske dele sommes forundring over de kølige følelser, evangeliet mødes med, hvor forkyndelsen ret snart munder ud i en konstatering af, at vel bringer man noget godt, men ærlig talt kan man ikke sige meget om, hvori det gode består, for man kender det ikke selv og ved kun, at det, der står i bibelen, i hvert fald må tages med alt mu­ligt forbehold og forøvrigt ikke bør give anledning til utidig venden ryggen til livet her og nu. Tilbage bliver nogen talen om synd, nåde, frelse og salighed, som kun så som så lader sig forklare, hvor man har berøvet begreberne den tilknytning til virkeligheden, de har i Bibelen. og så alligevel, med det gode eller det onde, skal skaffe dem tilknyt­ning til hverdagen.

Man anker over; at troen på Bi­belen som uforgribelig sandhed i de forgangne århundreder har lagt menneskeheden i en spændetrøje, som det først nu er begyndt at smyge af sig, og ser i den fuldt overbevisende erfaringsmæssige godtgørelse af den nye frigjortheds effektivitet beviset for, at vi må lade den gamle opfattelse bag os. Spørgsmålet er vel blot, i hvilket omfang kalamitetens årsag er at søge i skriften, og om vi i tilstræk­keligt omfang har haft opmærksom­heden henvendt på en betydelig mere nærliggende fejlkilde, nemlig vor egen forståelse. Det ville være lige så hovmodigt af mig at hævde min egen evne til absolut forståelse som at nægte bibelens karakter af absolut sandhed. Det er ea fremgangsmåde, som på andre områder ville blive betegnet som uforsvar­lig, når man reagerer på konstate­ringen sf objektivt uheldige virk­ninger af skiftende kirkers forskel­lige fortolkninger ved at smide bi­belen overbord i stedet for at revi­dere fortolkningerne, i det mindste de første ti gange. Det er at skyde Gud den ufuldkommenhed, der ind­lysende er vor egen, i skoene.

Kunne det dog til sidst blive klart, at bibelen ikke er livets fjen­de, der vil lægge os i spændetrøje og forlange, at vi skal gå sort-klædte og holde blikket ved jorden for ret at se fortabelsens afgrund åben for skøgens fod. Måtte Moses og Esajas, Johannes og Paulus atter blive læst, som de står!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>