Benghasi – en snavset Plet i Orienten

Den 4. Juli stampede M/V „Terpsichore” over det safirblaa Middelhav paa Vej fra Malta til Alexandria. Aldrig før havde jeg sat Foden paa det mørke Fastland, og jeg var opfyldt af Forventning med Hensyn til den Storstad, der endnu i det 20. Aarhundrede bærer Verdenserobreren Alexan­der d. Stores Navn. Det var derfor med liden Glæde, jeg Kl. 10 om For­middagen modtog Meddelelsen om, at vi havde faaet Maskinskade, og Kap­tajnen havde besluttet samme Dags Eftermiddag at anløbe Benghasi for Reparation. Beslutningen stod imidler­tid fast, og Passagererne begyndte at forberede sig paa Landgang, trøstende sig selv og hinanden med, at det dog i hvert Fald var Afrika, vi kom til.

Omkring Middag dukkede en taageblaa Kyststribe op over Horizonten, og knap et Par Timer senere saas i det fjerne en hvid By med Kupler og Minareter, Østerlandet, som man drømte om det ved Læsningen af 1001 Nats Eventyr. Det kom saa temmelig bag paa de fleste, for det begrænsede Kendskab, man erhvervede i Krigens Tid, nævnte intet om en rendyrket orientalsk By og indskrænkede sig for nogens Vedkommende til det blotte Navn.

*

Med megen Sindighed, men under stor Forvirring blev Landgangsformaliteter og andre Besværligheder overstaaet, og vi gik langs en solstegt Strandpromenade, hvis Huse bar et umiskendeligt europæisk Præg, sty­rende vore Skridt mod en meget smuk og monumental Bygning med to mas­sive Kupler, stiltiende gaaende ud fra, vi vilde finde en Moské. Stor var der­for vor Forundring, da vi i Stedet stod overfor en vældig katolsk Katedral af en betagende Skønhed, bygget saa sent som i 1932. Indvendig var Vægge­ne malet med en fluoresserende havbundsgrøn Farve, der til vor store Forundring langsomt gik over l mat graat, medens vi iagttog den. Den øv­rige Udsmykning var meget sparsom, hvad der fandt sin Forklaring i den Overlast, Kirken havde lidt i Krigens Tid, Den havde delt Skæbne med Tu­sinder af andre Gudshuse over den ganske Jord og maatte se at forvinde det, som den kunde bedst, men det forstyrrede ikke det Indtryk, der blev det blivende hos de besøgende: Salut for alle, der har Andel i dette impone­rende Bygningsværks Eksistens, Mus­selini ikke undtagen; hans Motiver til hans forskellige Handlinger faar for­blive ukendte, deres Resultater er Kendsgerninger, og selv med Risiko for de skrækkeligste Beskyldninger skal det konstateres, at Naturen gik over Optugtelsen, da man mishandlede hans Lig i de sejrsbrusende Foraarsdage i 1945.

De fleste store nordafrikanske Byer har dels et arabisk, dels et vester­landsk Kvarter. I Benghasi er det sid­ste indskrænket til et Minimum, blandt Byens 62.000 Indbyggere findes kun ca. 1000 Englændere, 5-600 Ty­skere – tidligere Krigsfanger – og meget faa andre Europæere. Faa Skridt fra Kirken befandt vi os da ogsaa allerede i snævre, snavsede Gy­der, mange Steder overdækket som Værn mod den brændende Sol, man befandt sig som i en Tunnel og mær­kede næsten fysisk, hvordan Luften var tyk af Hede, Lugte og mærkelige Lyde. Først af alt gjaldt det imidlertid at gøre sig klart, at vi var de fremme­de her, og at Araberne iagttog os med en Interesse lige saa stor som den, vi nærede for dem, men samtidig paa en mistænksom og potentielt fjendtlig Maade, der i Begyndelsen ikke var udelt behagelig. Det var tilsyneladende ikke ofte, der i disse Kvarterer færde­des Folk i Khaki og Solhjelm, og vore utilslørede Kvinder stak unægtelig ogsaa af mod de vandrende Mumier, der repræsenterede den korrekte Paaklædning paa dette Sted..

*

Benghasi skejede ud fra det ved­tagne, sandt for Dyden, hvor den saa kan finde paa det. Der blev nogle Ting tilbage, som godt han siges at være i nogenlunde Overensstemmelse med det Billede af Orienten, man har kun­net danne sig ved Læsningen af Bøger og ved at se de Films Emnet vedrø­rende, amerikanske Moneymakers pro­ducerer til deres romantiktørstende Publikums Divertering og Vildledning. Farveglæden var iøjnefaldende, ikke i den enstonede, gullige Gade og de graahvide Huse, men derimod hvor man lejlighedsvis kunde kaste et Blik ind i en Handelsbod, der endnu var aaben. Mørket havde sænket sig, plud­seligt og ubemærket, og i de fleste Forretningsgader var massive Persien­ner rullet ned fra Boderne, men enkel­te Mænd sad endnu ved deres Vandpibe og ventede paa en forsinket Kø­ber til de Herligheder, Tæpper, Læder­varer og Straaarbejder, de havde dyn­get op i Baggrunden og langs Væg­gene..

En anden Ting, man havde ventet at finde, var den fortættede mystiske Atmosfære, der saa vanskeligt lader sig beskrive, skønt det ikke har mang­let paa Forsøg. Det er en Forventnin­gens Stemning, men hver Aften dør Livet paa Gaderne langsomt ud, uden at noget er hændt. Formodentlig er det os umuligt med vore vestlige For­udsætninger at gribe Aanden og Sjælen i en saadan Aften med dens sælsomme Musik i den stillestaaende Luft, og maaske er det netop derfor, vi drages saa uimodstaaelige derimod. – Men hvad er det da, man sjældent kan læse l Bøgerne og aldrig se paa det hvide Lærred? Det er mange Ting, det er Snavset, der klæber ved alt. Fedt og Støv paa Huse, paa Vogne, paa Menneskenes Klæder, Hænder og An­sigter, Skarnet i Gaderne og de væl­dige Fluesværme. Fluerne er et Ka­pitel for sig. Allerede i adskillige Aar har DDT’et været kendt og anvendt, efter Sigende over den ganske Jord, I Danmark er vi naaet til at begrænse Flueplagen meget effektivt, det sam­me siges at være Tilfældet l vore Nabolande. Denne systematiske Ud­ryddelse kan sommetider have haft et odiøst Skær over sig, den har ramt Dyrearter, vi nødigt saa forsvinde, Sommerfugle bl. a., men vil man have det uomgængelige Bevis for Nødven­digheden af Hestekurens Gennemførel­se til den bitre Ende, saa skal man rette Blikket mod Benghasis myld­rende Millionsværme. Hvorvidt Midlet endnu ikke har været forsøgt hernede, ved jeg ikke; l hvert Fald er Forhol­dene den Dag l Dag værre end nogen­sinde derhjemme. Indbyggerne har simpelthen resigneret og ignorerer deres PIageaander komplet. Smaa Børn stod og stirrede paa os, med hvi­de Tænder og sorte Øjne, sjove smaa Purke, men paa deres øjne sad Fluer­ne tæt, uænsede, giftige, sygdomsspredende. Det gav os Forklaringen paa, at saa overvældende stor en Del af den voksne Befolkning tilsyneladende lider af en Øjensygdom, der ikke alene ser uhyggelig ud, men forringer deres Synsevne betydeligt. Og dette kun som et enkelt Eksempel. Hvilke andre Sygdomme, der paa denne Maade han brede sig i vide Kredse, kan man jo kun ane.

*

Hvad der af alle Ting gjorde det mest uheldige Indtryk var den Kends­gerning, at Dyrplageriet florerer. Hvil­ke religiøse Opfattelser, der eventuelt maatte tillade sine Tilhængere Gru­somheder overfor umælende, er i den­ne Forbindelse ganske betydningsløst. Det kan være vanskeligt at dømme om Folks Færden, hvor den dikteres af religiøse Motiver, men den blodige Kendsgerning, der bliver tilbage, naar alt er gjort op, er, at et Menneshe, der uden Grund og uden Skrupler tilføjer levende Væsener Lidelser – – han fejler noget paa sin Sjæl. Det er hjerteskærende at høre de ubeherskede Piskeslag regne ned over en lille Hest, forspændt en Vogn fuld af velnærede, fezprydede, sortsmudskede Arabere, og det er som Basiliskbid i Sjælen at se Gadehandlere gaa med levende Høns. sammenbundne ved Fødderne, i en Rem over Skulderen. Det er uvær­digt og beskæmmende; hvad man maatte finde af sympatiske Træk i den enkeltes Karakter, har en Tendens til at biive Baggrundsmumlen, naar man ustandselig ser nye Eksempler paa denne Usselhedens Apoteose.

For der fandtes, givetvis og l vid Udstrækning, sympatiske Træk, ikke b!ot hos den enkelte, men ogsaa hos Befolkningen som Helhed. Paa Steder, hvor vi lod os friste af de aabne Bo­ders Mangfoldighed, erfarede vi, at Araberne har let til Smilet, at deres Mistænksomhed hurtigt forsvinder, at de dyrker deres Forretning ikke blot som Levevej, men i høj Grad ogsaa som Fornøjelse, og at de har deres store Morskab af at se Udlændinge slæbe deres Souvenirs gennem Gader, ikke ondskabsfuld Morskab, sna­rere velvillig. Et Sted købte vi en lille Tam-Tam. Det svarer nærmest til en burnusklædt Araber paa Vej hen ad Ringstedgade med en Rangle i Haanden. Manden i en Klædebod, vi passe­rede med den, tog sig til at give os en lang Forklaring om dens rette Brug.

Det blev sent paa Aftenen, før vi vendte tilbage til ,,Terpsichore”. End­nu engang havde det vist sig, at de Antagelser, man nærede før Besøget et fremmed Sted, i meget ringe Grad svarede til Virkeligheden. Jeg havde glædet mig til en Interessant, faglig Registrering af Forholdet mellem det Vesten, jeg kender saa godt, og det Østen, jeg her saa for første Gang, og i Stedet blev jeg bestormet med et Væld af følelsesbetonede Indtryk, der fremkaldte ganske uvilkaarlige Vur­deringer, begge Dele desværre umu­lige at genkalde sig l fuld Udstræk­ning nu, trods den Intensitet, hvormed jeg dengang oplevede dem.

Fra Skibets Dæk saa vi Halvmaanen staa bag en Minaret; det var et pompøst Punktum for Besøget, men det formaaede ikke at dulme vort stærke Indtryk af, at øst er Øst, som Vest er Vest, og aldrig kan de mødes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>