Aldrig noget lignende

[PRÆDIKEN til 8. søndag efter trinitatis: Matt 7, 22-29]

“Når man har hørt ham, gider man ikke høre nogen andre,” sagde en dame efter talen ved et møde i et missionshus.
Hendes begejstring var god nok, men det var hendes forståelse af situationen ikke. Faktisk havde taleren slet ikke gjort sit arbejde ordentligt, for “store prædikener får folk til at prise prædikanten, gode prædikener får folk til at prise Frelseren” (Charles G. Finney).
Det, der var sket, var, at Guds Ånd af Guds nåde, trods talerens lapsus, havde levendegjort bibelordet i hans udlægning og givet damen ører til at høre det. Den “ham”, der begejstrede hende, var Jesus. For han havde talt til hende som én, der havde myndighed, og ikke som hendes skriftkloge.

Forundring
Det var efter Jesu Bjergprædiken, at skarerne dengang var slået af forundring. Og den forundring bredte sig.
“Uden penge og våben erobrede Jesus af Nazaret flere millioner end Alexander den Store, Cæsar, Muhammed og Napoleon, uden videnskab og lærdom kastede han mere lys over alt menneskeligt og guddommeligt end alle filosofferne og de lærde tilsammen, uden nogen uddannelse i veltalenhed talte han livgivende ord som aldrig nogen før eller siden og afstedkom virkninger ud over alle taleres og digteres formåen, uden at skrive en eneste linje har han sat flere penne i bevægelse og leveret emner til flere prædikener, taler, diskussioner, kunstværker, lærde afhandlinger og skønne hyldestkvad end hele hæren af store mennesker i fortid og nutid” (Philip Schaff).
“Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler,” som tempelvagterne sagde, da de ved en lejlighed skulle forklare de ærgerlige ypperstepræster og farisæere, hvorfor de ikke havde arresteret Jesus, mens han stod og talte til en forsamling. Det var den eneste forklaring, de havde at give. Det, han sagde, og måden, han sagde det på, havde sat dem helt ud af spillet.
Det var omtrent det samme, der skete, da han siden i Getsemane Have brugte Guds navn JEG ER om sig selv med så overbevisende autoritet, at de, der skulle anholde ham, nærmest blev slået bevidstløse (Joh 18,6).

Myndighed
“Han underviste dem som én, der har myndighed.”
Det er den samme myndighed, vi står over for i dag: i Bibelen. Når den ellers kan få lov at være, hvad den er, og hvad troens folk altid har kaldt den: Guds ord. Når vi kan slippe for at få den sovset ind i skriftklog mummesnak og frommerier om “debat” og “dialog”.
“Vi er ikke diplomater, men profeter, og vores budskab er ikke et kompromis, men et ultimatum” (A.W. Tozer).
Jesus sagde ikke: “Gå ud og før en dialog med al verden.” Han sagde: “Gå ud og forkynd!”
Jammerligt er det at se, hvordan kristne i dag kan stå med hatten i hånden og bede om lov til at eksistere, hvis de lover at føje sig efter den hellige almindelige politiske korrekthed og råbe højt om demokrati og CO2-udslip, og pænt lader sig strikke sammen med darwinismen og den åh så fine fjernøstlige spiritualitet og Fanden og hans pumpestok. Al denne underdanighed – hvad skal det forestille?
Og disse idelige forsikringer om, at “vi tror da ikke, at Bibelen er faldet ned fra Himlen”. Er det tidsånden, vi skal tækkes? Ved at lægge afstand til Den Hellige Skrift?

Ører til at høre
Vel er Bibelen da faldet ned fra Himlen, rettelig forstået sådan, at den for ramme alvor er Guds ord. Jeg ved alt om, hvordan de enkelte forfatterpersonligheder har sat deres præg på skrifterne (og ih hvor har de gjort det godt!). Men jeg ved også, at Guds Ånd har været med dem og i dem, så de skrev den rene, skære, saliggørende sandhed.
“Taler nogen, skal han tale som Guds ord” (1 Pet 4,11). Og når Guds Ånd så af Guds nåde giver os ører til at høre det, gider vi ikke høre på “denne verdens visdom”.
Vi gider ikke høre på “den videnskabelige ateisme”; hvem har tålmodighed til at diskutere med folk, der bliver ved at hævde, at månen er lavet af en grøn ost?
Vi gider heller ikke høre på en teologi, der ikke respekterer og bygger på Bibelen som Guds egen åbenbaring af sandheden, og som derfor i bedste fald havner i søvndyssende lommefilosofi, i værste i dæmonisk vranglære.
“Hvor er nu de vise, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?” (1 Kor 1,20).
Jo. Amen, halleluja, tak.

(Publiceret i Indre Missions Tidende)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>