Århundredets bog

BOGANMELDELSE (Niels Jørgen Vase)
(Anledningen til anmeldelsen var en afstemning blandt Udfordringens læsere om århundredets bog)

“Profetien bliver til, hvor mennesker i kærlighed kender Gud; livets og sandhedens Ånd forener sig med mennesket, og livets og sandhedens ord avles i verden. Det er på den måde, hele Bibelen er blevet til som Guds ord; bag den ligger inspirationens “proces”, mennesket i Guds favn … Det er på den måde, særdeles meget i Salmebogen er blevet til.” Til disse linier fra Poul Hoffmanns Mand, kvinde og kærlighed i Bibelen (= “nøglen ” til forfatterskabet?) tager jeg mig den frihed at tilføje: – og det er på den måde, særdeles meget i Moses-trilogien er blevet til.

Moses-trilogien – en profeti? Berettigelsen i at betegne romanerne som sådan grunder sig i romanernes karakter af at være mere end fiktion. For det første er de et forsøg på en gendigtning af et historisk forløb: Guds folks historie, ca. 1500-1400 f.Kr., dvs. Anden til Femte Mosebog. For det andet er de en udlægning af nævnte bøger (samt sporadisk af Første Mosebog), ikke kun i selve fremstillingsformen, men også i form af en slags ekskuser, der er skrevet ind i handlingen (eksempler: Moses 2, 2.del, kap.16, og Moses 3, 2.del, kap.13). Og for det tredje er de “åbenbaring”. Dette fordi de går bag om historien og viser, hvad der virkelig sker, viser “bag om” til Gud. Når forfatteren lader Gud samtale med Moses og Josva, er det som en illustration af (ånds)forening og (ord)”avling” (jf. citatet ovf.): de beskrives i Guds favn.

Men er dette muligt i et kunstværk? Ja, hvis man kan tro, at kunstnerens erfaringer eller erkendelser sammestedsfra ligger indlejret i værket og giver det dets styrke, dets varme, dets liv.

Moses-trilogien er en profeti. Ikke i betydningen forudsigelse, men i betydningen historieforståelse, en sand og virkelig historietolkning, hvor historiens aktører ikke er (begrænset til) konge og hær, men (uden grænser omfattende) Gud og menneskehed.

“Mennesket lever omgivet af mirakler, hele dets liv er et Guds mirakel, men det undres sjældent, Adams æt er blevet blind for sligt, for vanens glemsel hører til den forbandelse, han bragte over sig.”

Hvem tænker på, at vi vader i undere? Hvem kan tænke på noget så ufatteligt? Moses-trilogien er som tanke-opvækker en inspirationskilde, en hjælp til indøvelse i sanseskærpning og virkelighedserkendelse. Den er en historie, som det er umuligt at komme sovende igennem. Dertil indeholder den for trosprovokerende, konfrontale sammenstød, som river med, river op (enkelte gange endda en kende for meget, så meget at der må sættes spørgsmålstegn ved den rent kunstneriske værdi – og hvad så?) – og stiller krav om “skadesopretning”, trosoprejsning.

Trilogien er en indtrængen i det kraftcenter, som Moses-skikkelsen er, den Moses, der blev formidleren af Guds hellighed, Guds lov. Den Moses, om hvem Gud siger: “Med ham taler jeg ansigt til ansigt”, og Hoffmann skriver: “Kend ham, og du vil kende dig selv.” Spændingen mellem disse udsagn nærmer sig et bristepunkt, når Moses til sidst i trilogien skriver: “jeg har hadet Gud og hans lov … kærligheden lov, som dømte mig.” Kan selverkendelse nå ret meget dybere? At kende sig selv er at kende også sit had til Gud? – og – kunne der føjes til – sin lyst til hor og mord? Nej, her er ikke meget at falde i søvn på.

Og dog er det kærligheden, der driver og bærer i dette virkelighedsdrama om kærlighed mellem Gud og menneske og mellem mand og kvinde – en kærlighed, der trænger sig på, en virkelighed, der holder fast. Værket er kunstnerens kærlighedshandling og -tjeneste, et i egentligste forstand inspireret værk.

Intet mindre.
Er det usagligt? Hvad er sagligt?
Overdrevet? Muligvis, men ærligt!

(Publiceret i Udfordringen; anmeldelsen blev oprindelig bragt i pro-Fide i maj 1984)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>